Holmevang Dexter ved Søndersø holder åbent hus skærtorsdag.
- Vi har udstillet på Det fynske Dyrskue i mange år, og det er tydeligt, at dyrene nyder at være udstillet og have kontakt med en masse mennesker. Man kan godt med et populært udtryk sige, at de har »X-faktor«. Og det er ikke kun fordi, der er et X i racens navn, Dexter. De allerfleste af dyrene har virkelig en evne til at komme »ud over rampen« og komme i kontakt med publikum i alle aldre.
Det siger Tove og Kaj Christiansen, Holmevang, Holmevej 54, Søndersø, som skærtorsdag, den 21. april kl. 10-16, holder åbent hus, hvor alle interesserede – både voksne og børn - er velkomne til at aflægge besøg i stalden og se gårdens besætning af Dexter kødkvæg.
Og der er noget at se på, idet besætningen, som består af 14 moderdyr plus opdræt, efter en halv snes ventede kælvninger inden påske til den tid vil være nået op på godt 40 dyr i alle størrelser, lige fra små nyfødte kalve, kvier, tyrekalve, køer og til besætningens avlstyr.
Dexter siden 1993
Da Tove og Kaj Christiansen i 1974 kom hjem og overtog Holmevang, var der en besætning af røde køer. Selv kom de med nogle jerseykøer, og i de følgende år bestod besætningen af begge racer. I 1993 startede de med kødkvæg, som hele tiden har været Dexter, og i 2000 blev malkekøerne sat ud.
- Vi slagter fem til syv toårige tyrekalve hvert år plus sommetider en ko. Desuden sælger vi af og til kvier til avl, fortæller Kaj Christiansen. Dyrene slagtes hos Skallebølle Slagtehus. Alt kød sælges til private, og Tove bruger megen tid på at hjælpe kunderne med at pakke ind og fortælle, hvad de forskellige stykker kan bruges til.
Tove Christiansen peger på, at Dexter har magert kød, små knogler og dermed en høj slagteprocent. Kødet har korte fibre, det er meget mørt og minder i øvrigt en hel del om dyrekød.
Åben stald
Skærtorsdag er dyrene endnu ikke kommet ud på græs, men stalddøren er åben, så de besøgende både kan se og røre ved dyrene. Der vil være mulighed for at købe levende dyr, og de besøgende kan bestille kød, som leveres via Skallebølle Slagtehus. Desuden vil Tove og Kaj Christiansen fortælle om dyrene, svare på spørgsmål og i det hele taget være behjælpelige med råd og vejledning.
Familien har i mange udstillet på Det fynske Dyrskue, og det vil de også gøre i år – selv om de er lidt betænkelige ved, at dyrskuet i år falder sammen med pinsen. I årenes løb har Dexter’ne fra Holmevang hjemført mange præmier, og de har også engang vundet Interbreed med en kvie.