Rentestigninger kan sænke de lange renter
Selvom Den Europæiske Centralbank i går hævede den ledende rente, vil de lange renter falde yderligere, vurderer cheføkonom. – Fortsætter centralbanken med rentestigninger, vil bundniveauet på de lange renter blot blive endnu lavere, siger han.
Den Europæiske Centralbank (ECB) gør kun ondt værre, hvis den fortsætter med at hæve den ledende rente.
Det mener cheføkonom i LandboSyd og finansanalytiker i AgroMarkets, Jens Schjerning, efter at ECB i går hævede renten med 0,25 procent til 1,25 procent.
- ECB begår en fejl, fordi banken kvæler det meget svage opsving i EU. Banken skal nok lykkes med at få styr på råvareinflationen, men den puster også til et potentielt negativt scenarium, hvor de afgørende faktorer for den økonomiske udvikling i EU, såsom den relativt høje arbejdsløshed, det lave niveau for nybyggeriet og de faldende ejendomspriser, fortsat vil sætte økonomien under pres, siger Jens Schjerning.
Forudsætning
Problemet er, siger cheføkonomen, at det alene er fødevareinflationens størrelse, der har fået den samlede inflation til at ryge op over ECB’s inflationsmål på 2 procent.
- EU’s underliggende inflation uden energi- og fødevareinflation er kun på 1 procent, og det er et tegn på, at det ikke vil være smart med fortsatte rentestigninger. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Der har kun én gang før i historien været en rentestigning i en lignende situation, og det var i 1932. Og det gik galt, siger Jens Schjerning, og tilføjer:
- Fortsætter ECB sine rentestigninger vil vi blot ende på et endnu lavere renteniveau på de lange renter, end vi ellers ville have gjort.
Uenighed
Professor Jesper Rangvid, CBS, advarede også i går mod renteforhøjelsen.
- Selvom inflationen (i EU, red.) ligger på 2,6 - og altså over målet på 2 pct. - mener jeg, det er en forkert vej at gå, sagde Jesper Rangvid ifølge borsen.dk.
Nærmest hele den finansielle verden tror på yderligere rentestigninger i den kommende tid. Det gælder også Videncentret for Landbrug, som forventer yderligere et løft i renten på i alt et halvt procentpoint inden årsskiftet.