Justitsminister Lars Barfoed (K) slår fast efter kritiske tv-indslag for nylig, at han ikke har nogen som helst planer til at tage initiativ til at afvikle de danske minkfarme.
Minkavl kan trives dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt.
Det siger justitsminister Lars Barfoed (K).
I denne uge var han indkaldt til et åbent samråd i Folketingets fødevareudvalg om den dyrevelfærdsmæssige situation i minkproduktionen. Det sker efter, at der igen for nylig blev bragt kritiske tv-indslag om minkavlerne i TV Avisen. Indslagene indeholdt materiale, der var optaget af dyrrettsaktivister, der var brudt ind på minkfarmene, og som pelsbranchen siden flere gange har betvivlet ægtheden af.
Lars Barfoed fortalte, at han i forbindelse med, at han var indkaldt til samrådet, har indhentet en udtalelse fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. (DJF).
- Fakultetet oplyser, at den forskning, der er gennemført, viser, at dyrevelfærden i den danske minkproduktion kan være god, hvis minkene indhuses og passes i overensstemmelse med den pelsdyrbekendtgørelse, vi har, sagde Lars Barfoed.
Han forklarede dog også, at han synes, at de billeder som TV Avisen har bragt af såret og beskadigede mink, var stærkt ubehagelige at se på.
- Men som fødevareministeren også tidligere har sagt i et samråd om den her sag, så var der altså her tale om dyr, der ikke var behandlet efter den gældende lovgivning. Flere af de mink, som blev vist, skulle have været aflivet, sagde Lars Barfoed, der vil lade det være op til politiet at afgøre hvilke konsekvenser, det skal få for de berørte minkavlere.
Erhverv har stor betydning
Justitsminister Lars Barfoed slog fast, at han, som de største kritikere af den danske branche af minkskind ellers gerne ser, ikke har nogen som helst planer til at tage initiativ til at afvikle de danske minkfarme.
Han bad om, at man huskede på, at den danske minkbranche sidder på 60 procent af markedet og har en værdi på cirka syv mia. kr. om året.
- En afvikling af det erhverv vil med andre ord altså have store økonomiske konsekvenser, som jeg ikke tror, at der er nogen her i virkeligheden, som vil være med til at lægge navn til, sagde Lars Barfoed.
Vil ikke ændre regler
Justitsministeren fortalte videre, at han ikke har i sinde at indføre flere regler end dem, der allerede er med i Pelsdyrbekendtgørelsen. En bekendtgørelse der blandt andet indeholder krav til berigelse af burrerne med hylder, bideobjekter og legerør.
Op til samrådet blev Lars Barfoed blandt andet spurgt, om han ville overveje at indføre flere krav til berigelse af burene. Blandt andet indførelse af svømmevand.
- Man kan jo altid stille sig selv det spørgsmål, om vi skal stille flere krav til berigelse af burene, men det er Justitsministeriets opfattelse, at vi har fundet et rimeligt niveau med de regler, der nu er gældende, sagde han, og fortalte videre, at forskning fra DJF viste, at adgang til svømmevand ikke synes at have nogen indvirkning på minks velfærd.