Ingen klarhed over formandskandidater

Niels Jørgen Pedersen er ikke afklaret om, om han er klar til at tage over efter Michael Brockenhuus-Schack, der ønsker at stoppe på formandsposten i Landbrug & Fødevarer. Klareste melding kommer fra LandboSyd-formand Mogens Dall.

Michael Brockenhuus-Schacks melding, om at han stopper som formand for Landbrug & Fødevarer, har sendt rækken af mulige formandskandidater i tænkeboks.

Stort set alle de mulige kandidater, Effektivt Landbrug har talt med, vender således skråen i disse dage.

Det gælder også den fungerende L&F-formand, Niels Jørgen Pedersen, der pointerer, at han skal bruge tid til at gøre sin stilling op.  

Kommer hvis man kalder
Mogens Dall, formand for LandboSyd i Aabenraa (billedet), afviser ikke tanken om, at han går efter en formands- eller en viceformandspost i Landbrug & Fødevarer.

- Skulle der opstå en situation, hvor en fra andet geled, altså en mindre forening som den jeg er formand for, kunne få chancen, er jeg bestemt interesseret, siger Mogens Dall.

Sønderjyden ser det som en klar fejl, at L&F-toppen vendte ryggen til traktordemonstrationen i København for nylig.

- Ved førstgivne lejlighed for at vise sammenhold, ja der frasagde man sig sine egne og vendte en stor gruppe landmænd ryggen og svigtede dem totalt. Her skulle man have favnet bredere, lyder meldingen fra Mogens Dall.

Jens Ejner Christensen, formand for Vejle-Fredericia Landboforening, der tidligere har kandideret til en viceformandsplads i Dansk Landbrug, fortæller, at han ikke er i spil.

Læs meget mere i dagens udgave af Effektivt Landbrug

Læs også