Maskiner og redskaber kan finansieres fra indkøbsforeninger. Foreningen for Langeland-Ærø vil gerne have flere lånere.
Indkøbsforeningen Fyn samt Langeland-Ærø Indkøbsforening, de to fynske ud af landets ialt 15 indkøbsforeninger, under Familielandbruget er klar til at låne penge ud traktorer, maskiner og redskaber til brug i landbruget og gartneri, samt hvem der kan ellers låne.
»Alle jordbrugere med et areal under 100 hektar, eller en grundværdi på under 2,8 millioner ved alm. vurdering januar 2004. Der kan lånes 75 procent af købesummen, dog maksimalt 500.000 kroner«, hedder det blandt andet i en annonce fra indkøbsforeningerne.
- Vores lokale forening, Langeland-Ærø Indkøbsforening, har udvidet med lånemulighed for håndværkerne. Det har medført nye kontrakter, da vi sidst i november 2010 valgte at annoncere i de to lokale ugeaviser efter lånere, fortæller Kai Christiansen, Ormstrup, som foreningens formand.
- I en tid, hvor bankerne gør sig lidt besværlige, er det en god oplevelse at kunne medvirke til mindre finansieringer, lød meldingen fra indkøbsforeningens formand ved generalforsamlingen forleden i Tullebølle.
Overskud til udlån
I det forløbne år blev der i Langeland-Ærø Indkøbsforening tegnet 11 kontrakter til finansiering af maskiner og redskaber for 1.689.000 kroner. Det var en tilbagegang på tre kontrakter og 100.000 kroner mindre i forhold til året før.
Kai Christiansen nævnte, at årets overskud blev på 82.965 kroner eller 24.000 kroner mere end 2009. Overskuddet tillægges reservefonden, der er på 5.459.343 kroner. I årets løb havde foreningen i øvrigt selv indfriet en mindre, gammel statsgæld, hvor renten var seks procent.
- Foreningen har aktuelt 144 medlemmer, og der er ikke medført tab på deres belåning. De bevilgede lån er fordelt på traktorer, maskiner og redskaber, som er formålet med foreningen, fortæller Kai Christiansen, og konstaterer, at foreningen ikke har haft de udlån, som ellers var mulige.
- Refleksioner på annoncer og bestyrelsens afgørelse om muligt udlån til mindre virksomheder i landdistrikterne, for eksempel håndværkere af forskellig art, kan ændre på situationen, vurderer formanden.
Lån over seks år for nyt
Som driftsleder i foreningen forklarer Peder Pedersen, Landbrugsrådgivning Syd i Svendborg, at lån for nye anskaffelser er over seks år, mens brugte indkøb afhænger af værdien. Udbetalingen er enten 25 procent kontant eller tilsvarende andel med brugt maskine.
- Med økonomien i Langeland-Ærø Indkøbsforening blev det sidst i 2010 besluttet at nedsætte renten fra fem til fire procent pro anno for alle kontrakter fra 1. januar 2011, nævner Peder Pedersen.
Han gør opmærksom på, at lånebetingelser og ansøgningsskema kan hentes på nettet www.laei.lrs.dk.
Om kontrakternes størrelse fortæller han, at de sidste har varieret mellem 75.000 og 250.000 kroner. Investeringerne kan også være større end, hvad denne andel svarer til, såfremt der kan være lånt andre steder til investeringen.
Samarbejde med maskinhandlerne
- Blandt andet har vi et godt samarbejde med lokale maskinhandlere, hvis sælgere er fuldt opmærksom på finansiering via indkøbsforeninger. I nogle tilfælde har de med helt store traktorer særlig lukrative finansieringer, men på de fleste områder kan vi medvirke fornuftigt for kundens køb, nævner Peder Pedersen.
- Det er meningen, at indkøbsforeningens egen, disponible pengesum skal lånes ud til gavn og glæde for lokale landmænd. Det er også dem, der har medvirket til at skabe formuen, siger driftsleder Peder Pedersen.
- Tilmed har det været en forretningsgang, der ikke har været præget at tab på mere end op til 10.000 kroner, og det var dengang, der var lån til kreaturer, bemærker foreningsformand Kai Christiansen.