Embedsmændene på både Christiansborg og Axelborg er ikke blot i geografisk forstand flere hundrede kilometer væk fra vestjyske landmænds hverdag, mener formanden for Vestjysk Landboforening, Søren Christensen.  

- Derfor vil vi frem over tage flere initiativer til at invitere embedsfolk her over, så de kan se, hvordan her faktisk ser ud. Det er også den bedste måde at sikre indflydelse på - altså at mødes ansigt til ansigt, forklarede formanden ved foreningens generalforsamling i Højmark Forsamlingshus nær Ringkøbing.

Bagklap på ventetid
Naturklagenævnet, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening. Navne, som sandsynligvis får det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste landmænd - og i særdeleshed dem, der venter på tilladelse til udvidelse af bedriften. Også i Vestjylland er landboforeningen godt træt af anmelderordningen:

- Jeg har det helt fint med, at man har lov at komme med indvendinger. Men der må være en bagklap på ventetiden i kølvandet på den efterfølgende behandlingstid på max nogle måneder. Ellers går vi simpelthen i stå, pointerede Søren Christensen.

Naturpris
Til gengæld havde Søren Christensen en opsigtsvækkende plan for, hvordan landboforeningen vil tackle de forskellige naturforeninger: øget samarbejde.

- Her fra vil vi ligeledes invitere embedsmændene. Vi vil også gerne i dialog med Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening om at indstifte en naturpris, hvor vi i fællesskab markerer særlige naturområder, sagde Søren Christensen.