Forårssåningen er begyndt
I går kunne den lette jord vest for Holstebro støve.
I går kunne den lette jord vest for Holstebro støve.
Derfor testede Ole Aaberg og Kresten Møller, der er indehavere af Naur Maskinstation, deres nyindkøbte Horsch Pronto såmaskine på et 18 hektar stort areal, hvor der blev sået Quench vårbyg.
For at undgå sandflugt, som kan være et problem på den lette jordtype, praktiseres reduceret jordbehandling på arealet. Forfrugten er vårbyg med miljøgræs som efterafgrøde. Sent i efteråret er marken sprøjtet ned med to liter Roundup pr. hektar.
Forud for såningen i går er der på marken nedfældet 24 ton afgasset gylle pr. hektar fra Lemvig Biogas. Gyllenedfældningen fungerer som eneste såbedsbearbejdning forud for skiveskærssåmaskinen.
- Med den teknik undgår vi sandflugt og med gyllen liggende i strenge under kernerne sammen med gødningsplacering i forbindelse med såningen, udnyttes næringsstofferne optimalt uden at risikere udvaskning, vurderer Ole Aaberg.
Maskinstationen skal her i dette forår så godt 500 hektar.









































