I morgen går det løs!

- Vi har ført den dialog i tyve-tredive år, og hvad har vi fået ud af det? Nu er det tid til handling, mener landmand Rasmus Petersen, Næstved. I de seneste uger har han stået i spidsen for at få stablet et arrangement på benene, der onsdag skal kulminere på Christiansborg Slotsplads i København med flere hundrede landmænd bag rattet i deres traktorer.

Landmand og initiativtager til landbrugets kampagne og demonstrationen på Christiansborg Slotsplads, Rasmus Petersen, Næstved, er klar til den helt store køretur ind til København.

Forberedelsen har været undervejs i omkring tre uger. I morgen går det løs, og tilslutningen har været stor.

- Det bliver en stor dag, og opbakningen til projektet har været landsdækkende. I morgen kommer landmænd fra hele Danmark, og det understreger den alvorlige virkelighed, vi befinder os i, forklarer Rasmus Petersen over for Landbrug ØST.

Løbet er kørt
Hverken Gefion og Dansk Landbrug Sydhavsøerne bakker ikke op om begivenheden, ligesom fødevareminister Henrik Høeg (V) ikke mener at sådan en køretur med traktorer til hovedstaden vil gavne dialogen mellem landmændene og politikerne.

Men det påvirker ikke landmand Rasmus Petersen.

- Dét løb er kørt. Vi har ført den dialog i tyve-tredive år, og hvad har vi fået ud af det? Nu er det tid til handling, fortæller Rasmus Petersen.

Flere hundrede traktorer
I morgen klokken 07.30 begynder det. Flere hundrede traktorer vil - fra en samlepladsen ved Kærup Industrivej i Ringsted - sætte kursen mod København og Christiansborg Slotsplads.

Forinden har flere landmænd og deres maskiner sat hinanden stævne rundt omkring på forskellige pladser på Sjælland, hvor såkaldte »samleformænd« organiserer den videre kørsel. Først til Ringsted og derfra i samlet kortege til København.

Demonstrationen, eller oplysningskampagnen, som arrangørerne helst vil kalde det, er et udtryk for den store frustration, der i længere tid har eksisteret i landbruget. En frustration der kulminerede med Grøn Vækst. Og selvom de fremmødte landmænd vil oplyse om deres erhverv, er deres mål klart. Grøn Vækst skal væk, og der skal indføres lige konkurrencevilkår inden for EU.

Læs også