På den ene siden af Duborgvej vest for Tinglev ligger flere nyere bygninger, der blandt andet huser godt 240 SDM-malkekøer og moderne inventar i form af blandt andet malkerobotter, automatisk foderanlæg og strøning fra hængebane. Få meter væk fra bedriftsbygningerne og lige på den anden side af Duborgevej ligger familien Johannsens parcelhus. Den relativt korte afstand fra kostald til stuehus gør det muligt også at udnytte mælkenedkølingen i stuehuset - bare med modsat fortegn.

- Da vi i sin tid besluttede at bygge ny stald til udvidelse af bedriften, havde vi et gammelt og slidt oliefyr, som skulle skiftes eller erstattes med en anden varmekilde. Vores hus ligger relativt tæt på malkestalden, så det var muligt at forbinde den og stuehuset med kabler, så vi kunne udnytte energien fra mælkenedkøling til opvarmning af huset, forklarer mælkeproducenten Frank Johannsen.

Savner ikke fyret
Med et genindvindingsanlæg installeret ved siden af mælketanken, kan op til 40 graders varme føres direkte videre til stuehuset, hvor det bruges til gulvvarmen i en stor del af huset. Når der for eksempel skal vaskes tøj ved højere temperaturer, slår et jordvarmeanlæg til, som familien Johannsen ligeledes fik installeret i forbindelse med staldbyggeriet.

Frank Johannsen forklarer, at de nye varmekilder endnu ikke har været i brug så længe, at han har kunnet beregne eventuelle besparelser.

- Men vi har ikke savnet vores gamle oliefyr. Og selvom det selvfølgelig koster noget at have anlæggene kørende, så slipper vi jo for den enormt høje oliepris, der er i øjeblikket, siger han.