Image og indflydelse til debat på heden

GENERALFORSAMLING: - Er de 60 mio. kroner til en landsdækkende imagekampagne givet godt og rigtigt ud og har Landbrug & Fødevarer indflydelse nok politisk? Det var spørgsmålene fra medlemmerne, da Hedens Landboforening holdt generalforsamling i Herning.

Randzoneloven, langsommelige husdyrgodkendelser, vandplaner, grøn vækst og gult kort ordningen. Mange emner blev vendt, da formand for Hedens Landboforening Jørgen S. Poulsen aflagde sin og bestyrelsens beretning i forbindelse med foreningens generalforsamling , der blev holdt i landbocenteret i Birk Centerpark ved Herning med omkring 120 fremmødte medlemmer.

Det blev dog Landbrug & Fødevarers 60 mio. kroner store satsning med mediekampagnen ”Den nye fortælling”, der sammen med samme organisations politiske indflydelse – eller rettere – måske mangel på samme, der kom til at tegne debatten.

Omkring den politiske indflydelse var meldingen fra et af de fremmødte medlemmer klar:

- Vi savner konsekvensberegninger, og dem der skulle lave dem burde være vores egne (L&F, red.). Derfor stor ros til Bæredygtigt Landbrug. Jeg mener at det er deres fortjeneste, at miljøministeren har reageret hér klokken t minutter i tolv, lød det fra Svend Agergård, der samtidig oplyste, at han har meldt sig ind i netop Bæredygtigt Landbrug.

Tvivl om satsning
Også den millionstore satsning på den landsdækkende mediekampagne blev genstand for en debat. En kampagne formand Jørgen S. Poulsen både mener er en rigtig og nødvendig satsning:

- Budskabet i den gode historie er vigtig, sagde Jørgen S. Poulsen, og uddybede det med, at det er vigtigt at få budskabet om landbrugets betydning ud til de fem mio. danskere, der ikke ellers interesserer sig for landbruget.

Til gengæld ville flere af medlemmerne gerne vide, hvorfor kampagnen er blevet skruet sammen som den er, ligesom flere mente, at pengene måske kunne være brugt anderledes i retning af øget fokus ude hos de enkelte landmænd – som eksempelvis åbent landbrug.

Jørgen S. Poulsen mener dog fortsat at kampagnen er en god satsning. Ikke mindst på grund af dens opbygning over de næste tre år over fire faser – information, involvering, forankring og forandring. Dog tror han heller ikke at kampagnen vil få træerne til at vokse ind i himlen:

- Reklamen skal være med til at give os bedre forståelse og rammevilkår, men giver os nok ikke bedre afregning. Jeg tror at der også er landbrug om 3 – 5 år, men den krise vi oplever nu er ikke bare dyb, den er også meget lang og har været det længe – ikke mindst indenfor svin, sagde Jørgen S. Poulsen.

Læs også