Landbrugsstøtte udebliver på grund af vilkårlig stikprøvekontrol
Det er både dårlig behandling, ufatteligt usmidigt og urimeligt at holde landmænd hen i uvished som i sag fra Ørum, mener folketingsmedlem.
Gårdejer Frank Jessen i Nørre Ørum ved Højslev nær Skive har endnu ikke fået udbetalt landbrugsstøtten. I starten af februar modtag han 717.000 kroner, men han venter fortsat på, at FødevareErhverv sender resten af hans 1,4 millioner støttekroner.
- Det er meget dårlig behandling af en landmand. Det er ufatteligt usmidigt og bureaukratisk, og det er urimeligt at holde folk hen i uvished på denne måde, siger det lokale folketingsmedlem Kristian Phil Lorentzen (V).
Frank Jessen, som er økologisk mælkeproducent og har en besætning på 260 køer og driver 284 hektar, indsendte en korrekt ansøgning i april. Senere ændrer Plantedirektoratet i markbloknumrene, og han sender rettelserne ind i august.
- Jeg har hele tiden troet, at alt var i orden, men da de 96 procent øvrige landmænd fik deres penge, kom der ikke nogen til mig, forklarer han.
Fanget af snevejr
Da han rykkede for pengene i december fik han at vide, at han var udtaget til fuld kontrol, og at det var en tilfældig stikprøve. Det blev også oplyst, at kontrollen, der normalt udføres i oktober-november, endnu ikke havde kunnet gennemføres på grund af sne.
Jan Jensen, som er planteavlskonsulent i LandboMidtØst, undrer sig over, at man venter med at udføre kontrollen til november-december, hvor forholdene sjældent er gode.
- Man har haft hele sommeren med godt vejr til at udføre kontrollen. Det kunne også være sket tidligere i efteråret, mener han.
- Det er uanstændigt, utilfredsstillende og frustrerende, understreger Frank Jessen.
På bankens nåde
Hans kassekredit har været noget anstrengt siden 1. december.
- Omkring nytår fik vi det sidste overtræk, og det har været på bankens nåde, vi har betalt vore regninger, fortæller han.
Den 11. januar udførte Plantedirektoratet kontrollen, og den 19. januar kom der et brev med besked om, at han vil modtage støtten i to rater.
Ved kontrollen var plantedække med videre i orden, men der var en arealafvigelse på 2,37 hektar i markplanen med 284 hektar.
- Det er naturligvis berettiget, at der kontrolleres. Vi havde jo også en afvigelse på 2,37 hektar. Det betyder, at vi overskred den grænse på to hektar, det fører til et træk i støtten på 20.000–30.000 kroner. Og det er helt fair, fastslår mælkeproducenten.
Firkantet FødevareErhverv
Men han vil meget gerne kende årsagen til, at han ikke får alle pengene, og han vil ligeledes gerne vide, hvornår han kan forvente at modtage anden rate af beløbet.
- Det virker som om, der er tale om bagateller, og at det er utilsigtet, mener Kristian Phil Lorentzen, som nu vil skrive et brev til fødevareministeren for at sætte ham ind i sagen og beskrive, hvordan administrationen sker i praksis.
- Direktoratet handler usmidigt. Det virker så firkantet, at man tilbageholder hele beløbet. Og man burde have udført kontrollen i efteråret, så støtten kunne være blevet udbetalt inden jul, vurderer folketingsmedlemmet.
80-90 procent a conto
Som en mulig løsning peger formanden for Landboforeningen Midtjylland, Steen Vindum, på en model, hvor 80-90 procent af støtten kunne udbetales a conto i de få tilfælde, hvor kontrollen ikke er afsluttet.
- Med 80-90 procent vil der aldrig opstå situationer, hvor der efterfølgende bliver behov for at betale støtten tilbage til direktoratet. Og det vil være en stor sikkerhed for landbruget, understeger han.
Frank Jessen vil også gerne frem til, at man får udbetalt hovedparten af støtten a conto uanset, om man er udtaget til kontrol eller ej.
Håbløs situation
- Det vil være dejligt at have sikkerhed for, at man modtager 80-90 procent af støtten i produktionsåret. Det er den eneste måde, vi kan budgettere på, siger han.
Frank Jessen ønsker slet ikke, at han eller andre kommer til at stå i samme situation igen næste år.
- Det er et konstruktiv forslag, at der skal udbetales 80-90 procent af støtten a conto, så er der stadig en sum tilbage, hvor man kan modregne, hvis der er afvigelser. Det vil være mit råd til fødevareministeren, lover Kristian Lorentzen.






































