- Jeg tvivler på, Lindhart B. Nielsen overhovedet ved hvad han taler om, når han påstår, der ikke bliver plads til egne miljøvurderinger i kommunerne, siger miljøkonsulent Jakob Altenborg.
- En katastrofe for landbruget.
Miljøkonsulent Jakob Altenborg, Natur & Miljø - Landbrugsrådgivning i Kolind på Djursland, er rystet over torsdagens vedtagelsen af husdyrloven.
- Jeg ved ikke, om Landbrug & Fødevarer har adgang til lovtekst, vi andre ikke har. Men læser man teksten, lægges der op til, at den enkelte kommune kan stramme op i forhold til Miljøstyrelsens miljøkrav. Og det gør man i de enkelte kommuner, pointerer den private miljørådgiver.
Syddjurs strammer
Ifølge Jakob Altenborg har Syddjurs Kommune allerede - få timer efter lovens vedtagelse - skriftligt meldt ud, at man ønsker at stramme den lokale miljøadministration mere, end husdyrloven og Miljøstyrelsen stiller krav om.
- Så når formanden for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, Lindhart B. Nielsen, i Effektivt Landbrug siger, at der ikke længere er plads til egne vurderinger ude i de enkelte kommuner, er det direkte forkert. Det passer simpelthen ikke.
Og når Venstres Kristian Jensen siger det samme i Effektivt Landbrug forleden, passer det heller ikke. Miljøadministrationen bliver ikke ens i kommunerne. Det bliver op til den enkelte medarbejder i den enkelte kommune at foretage helt subjektive afgørelser. Og det er sgu problematisk.
Det er godt nok en høj pris, danske landmænd kommer til at betale for at få anmeldeordningen igennem, som et led i husdyrloven. Hvis man tror, eller forsøger at bilde folk ind, at det bliver nemmere at være landmand nu, tager man grueligt fejl. Det er helt, helt vildt, lyder vurderingen fra Jakob Altenborg.