Der sælges fortsat til gode priser fra både Danish Crown Beefs danske og tyske aktiviteter, hvor der efter 13 uger med noteringsstigninger fortsat jagtes prisstigninger i markedet.

Dermed stiger noteringen for den kommende uge med +50 øre i uge 20.

- Selvom kalve- og oksekød er blevet dyrt, så er det stadig eftertragtet. Det gælder både på vores nære eksportmarkeder i Europa og i Danmark, hvor bl.a. restaurations- og cafebranchen jagter burgerbøffer til danskerne, der vil ud at spise i det gode vejr. Det samme gælder vores salg til detailbranchen, hvor vi kan konstatere, at ordrerne fortsat er på niveau, selvom priserne stiger, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.

Salget til Spanien og Italien er fortsat godt, mens Grækenland skal vænne sig til et nyt prisniveau på bagkant af fasten. Dog er der også fornuftig aktivitet her.

- Vi fortsætter med at løfte priser på udvalgte varer til bl.a. Sydeuropa. Det kræver, at kunderne også følger med, men indtil videre er det også tilfældet. Det er hele tiden en balancegang, men umiddelbart peger kurven fortsat opad, siger Henning Sønnichsen.

Danish Crown Beef skriver endvidere, at der i den kommende uge slagtes på øget kapacitet, så der reduceres i mængden af udsatte kreaturer, men forventningen er, at der igen vil blive behov for at udsætte en pulje af slagtedyr.

Finans