LANDEJENDOMME: Efter 23 år i landbrugsbyggebranchen har Poul Erik Olesen skiftet bane og etableret sig med virksomheden EBK Energi- & Bygningsrådgiveren, der vil tilbyde konsulentbistand i forbindelse med energiforbedringer og byggeri.
Det er erfarne kræfter der ligger bag den nye virksomhed EBK Energi- & Bygningskonsulenten, der holder til på hjemadressen i Lysabild på Sydals.
Poul Erik Olesen har mere end 23 års erfaring fra sit eget firma Sydjysk Agro Anlæg, der senere fusionerede med landbrugsbyggefirmaet Hindsgaul, som han i øvrigt håber at få etableret samarbejde med i sit nye firma.
- Jeg vil tilbyde konsulentbistand ved udarbejdelse af miljøgodkendelser, tegninger, bilag. Desuden vil jeg kunne hjælpe med indretningsforslag både til nybygning og renovering af eksisterende staldanlæg i forbindelse med 2013 problematikken, forklarer Poul Erik Olesen, der understreger at han ikke ser sig som konkurrent til sin gamle arbejdsgiver eller andre landbrugsbygge- og entreprenørfirmaer – snarere en konkurrent til landbrugsrådgivningernes byggekontorer.
- Og her mener jeg at kunne konkurrere, da jeg ikke har store omkostninger til lokaler, husleje og administration, da jeg kører virksomheden hjemmefra privatadressen, forklarer Poul Erik Olesen, der her i starten også får hjælp af hustruen Anne Mette, der ligeledes har mange års erfaring fra Sydjysk Agro Anlæg og senere Hindsgaul.
Poul Erik Olesen understreger, at forskellen på ham og andre rådgivningstilbud samtidig er, at han sidder på samme side som bygherre:
- Jeg kan hjælpe bygherren med at gennemskue tilbud og hjælpe med byggestyring, tilføjer Poul Erik.
Styr på energien
Omkring energivejledning er det især energivurdering ved renovering af stuehuse, hvor Poul Erik Olesen vil tilbyde assistance – det kan blandt andet være i forbindelse med isolering og tagskift.
Som nævnt er hustruen Anne Mette også med i den nye virksomhed, hvor hun står for kontor og regnskab – en opgave der kombineres med jobbet som aflastningsfamilie for fire små plejebørn. Et job Poul Erik også deltager i.
- Poul Erik og jeg er et godt team, og vi arbejder rigtig godt sammen om begge dele, forklarer Anne Mette.
Firmaet havde officiel start den 1. december.
- Vi har valgt at starte stille og roligt op, forklarer Poul Erik, der samtidig har sikret sig, at der hurtigt kan hentes ekstra ekspertise, hvis der kommer flere opgaver. Tidligere byggeleder og kollega Kenneth Steger, Øster Sottrup ved Sønderborg, har og ligesom Poul Erik, også startet sit eget rådgivningsfirma, Byg-Con, og de to nye virksomheder har indgået en aftale om samarbejde.
Poul Erik Olesen lægger ikke skjul på, at han tror og håber på at tidligere kunder, kontakter og forretningsforbindelser vil være at finde blandt hans fremtidige kunder. I den kommende tid vil han bruge en del tid på at tage rundt og præsentere sit nye firma.