REKORDKO: Ko nummer 531 på Haugstedgård i Ny Stenderup fik laurbærkrans for rekordydelsen opnået gennem i alt 13,3 år.
Måske sker det aldrig igen. I hvert fald er det en sjældenhed, at en jerseyko er aktiv i så mange år, at den når at runde en samlet ydelse på 100.000 kg mælk. Det er sket en håndfuld gange i de senere år i andre landsdele, og for første gang har en fynsk jerseyko nu nået denne rekordydelse.
- Vi har ikke flere potentielle køer her i stalden, idet køerne ikke mindst set ud fra et økonomisk aspekt i dag sjældent malker over fem år, siger ejeren af rekordkoen, Peter Høj, Haugstedgård i Ny Stenderup.
Efter 13,3 år har ko nr. 531 nu rundet de 100.000 kg efter en gennemsnitsydelse i de mange år på 7533 kg mælk med 5,85 procent fedt, 4,10 procent protein og i alt 749 kg værdistof.
- Hun er en helt igennem uproblematisk ko med en utrolig reproduktion, der har udmøntet sig i 11 kalve, fortæller Peter Høj, der faktisk har haft koen altid, mens han har stået for kvægbedriften på Haugstedgård.
Købt på auktion
Det var nemlig i forbindelse med hans overtagelse og udvidelse af besætningen efter faderen Jens Høj, at de var taget til Østjylland for at købe en Haug-datter på en auktion i en ophørsbesætning. Den berømte tyr FYN Haug er – som navnet siger – født på Haugstedgård, og derfor var formålet at sikre en af de efterhånden sjældnere døtre efter tyren, der havde sin storhedstid fra 1987-93 med over 90.000 insemineringer i ind- og udland.
Imidlertid faldt far og søn også for førstekalvskoen efter tyren JAS Byg, som siden fik nummer 531 på Haugstedgård.
- Det var godt nok den dyreste i den lille besætning. Men de 8.500 kroner har da siden vist sig at være givet godt ud, lyder det fra den sydfynske kvægavler, som i dag har 148 jerseykøer i den store løsdriftsstald fra 2001. Deres gennemsnitsydelse er på 8322 kg mælk og 847 kg værdistof.
Da Peter Høj er formand for Fynsk Jersey, var det næstformanden Lars Grønbjerg, Bogense, og John Trædholm, Gelsted, som fra udvalget sidste mandag stod for overrækkelse af krans og gave for den fornemme præstation.