Under gårsdagens pressemøde i Bruxelles, hvor landbrugskommissær Dacian Ciolos fremlagde Kommissionens udspil til indholdet af den fælles landbrugspolitik efter 2013 og frem til 2020, var bukserne godt skjult bag talerstolen. Og det var godt, for der var behov for at skræve videre end bukserne i et pænt rumænsk habit normalt kan klare.

Dacian Ciolos lagde i sin fremlæggelse vægt på, at det nu er første gang, der kan fremlægges et forslag, der har rod i alle de 27 medlemsstater.

- Der bliver ikke mere tale om et EU i to hastigheder. Og de historiske referencer, der anvendes i landbrugsstøtten fra tidspunkter før de seneste to udvidelser af medlemskredsen, vil ophøre, sagde han i sit oplæg.

Uden at sige det klart og utvetydigt, lå det i kortene, at for eksempel de lettiske landmænds hektarstøtte på i dag under 100 euro/hektar (750 kr./hektar) på en eller anden måde skal nivelleres med de gamle EU-landes støtteniveau, som dermed vil falde.

Livsvilkår og naturressourcer
EU-landbrugskommissæren nåede også at markere, at der har været et ønske om at tage meget brede hensyn til befolkningerne i de 27 EU-lande under de drøftelser, der ligger forud for Kommissionens forslag. En debat, hvor medlemslandene i foråret 2010 alle var involveret.

- I de muligheder til fortsat drøftelse forud for det foreløbige tidsskema for en endelige vedtagelse af et nyt landbrugsstøttesystem i sommeren 2011, er der taget hensyn til både økonomi, livsvilkår i landområderne, miljøbeskyttelse og klimahensyn. EU-landbrugspolitikken kommer altså til at handle om mere end at producere mad. Det vil komme til at omfatte alle naturlige ressourcer, og det vil blive den nye fælles landbrugspolitiks mål at vise, at den er i stand til at kombinere disse, forklarede han.

Med Kommissionens fremlæggelse af de rummelige rammer følger de kommende måneder en række drøftelser, der skal tage deres udgangspunkt i tre mulige alternativer til en nyordning af EU-støtten.

Tre alternativer
De tre alternativer følger alle en nivellering af EU-støtten til medlemsstaterne, men kan alligevel gå i hver sin retning. Den første mulighed er at bygge en fortsættelse på de nuværende systemer med enkeltbetalingsordninger uden at konkretisere, hvor støtteniveauet kommer til at lande for eksempelvis danske landmænd.

Det andet alternativ beskriver en vidtgående ændring, der blandt andet omfatter et grundtilskud til hver bedrift i form af indkomststøtte og særlig støtte til smålandbrug, så de kan klare sig under markedsvilkår.

Det sidste alternativ, der nu skal drøftes i medlemsstaterne, ligger tættere op ad de danske ønsker om en udfasning af de direkte støttebetalinger og afskaffelse af markedsordningerne, men med mulighed for særlig støtte til at afværge miljø-, natur-, og klimatrusler.