Markedet for landejendomme holder vejret
Renter, hektarstøtte, betalingsrettigheder og bankerne giver et usikkert marked for landejendomme. Skal du købe, så vent til foråret.
Ejendomsmægler og afdelingsleder for Ejendom og Jura i Gefion, Michael Munthe Fog, vurderer, at jordpriserne generelt ligger på et gennemsnit på 140.000 til 150.000 kroner pr. hektar.
- Nogle enkelte jordpriser er nede omkring de 100.000 kroner, og nogen er oppe på 170.000 kroner. Det kommer lidt an på, hvor det ligger, siger Michael Munthe Fog.
Og det var så det, han kan svare på.
Hvad han ikke så godt kan svare på er, hvordan priserne vil udvikle sig i den kommende tid, og om det er nu, man skal slå til, hvis man overvejer at tilkøbe noget jord eller investere i en ny ejendom.
- Hvis renten stiger, og hektarstøtten forsvinder, vil vi se et meget kraftigt prisfald, vurderer han.
Usikkerhed til 2013
Og netop hektarstøtten er et ganske afgørende punkt for landejendomshandler i de kommende år. Frem til 2013, hvor det næste forlig om hektarstøtten i EU skal indgås, vil der være stor usikkerhed omkring jordpriserne.
- Den her ordning for hektarstøtte udløber i 2013. Jo nærmere, vi kommer det, jo mere usikkerhed kommer der i markedet. Og det er jo ikke ligefrem det, vi har brug for lige nu, siger han.
Så derfor lyder det simple og noget ukonkrete råd til, om man skal slå til nu, eller om man skal vente:
- Det kommer an på forventningerne til hektarstøtten. Derudover skal man selvfølgelig også vurderer, hvordan afregningspriserne bliver, siger han.
Ansvarlige pengeinstitutter
En anden usikkerhedsfaktor er de forgældede landbrug, der kan bliver tvunget på tvangsauktion og dermed give et dyk i jordpriserne. Her må man sætte sin lid til bankerne, og det har man også roligt kunnet gøre indtil videre, vurderer Michael Munthe Fog.
- Jeg synes foreløbigt, at kreditforeningerne og pengeinstitutterne har ageret meget ansvarligt ved ikke at putte en masse landbrugsejendomme ud på markedet på én gang. De tager det først, når der virkelig ikke er andre udveje, siger han.
Umiddelbart er der altså mange usikkerhedsmomenter, og markedet holder vejret. Og det vil Michael Munthe Fog også anbefale mulige købere at gøre, selvom det lidt strider mod hans hverv.
- Jeg vil sige, at man skal holde vejret indtil foråret, og så puste ud. Når vi kommer frem til, at folk skal bruge likviditet til at så, kan der ske et dyk i priserne igen, siger han, og fortsætter.
- Det er købers marked lige nu, og hvis jeg skulle give en anbefaling nu, så var det at forpagte jord med forkøbsret i stedet for at gå ud og investere, siger han.
Stabilt marked
13 landbrug på tvangsauktion og 890 landejendomme til salg øst for Storebælt. Sådan er fakta for boligmarkedet på landet netop nu. Selvom det kan lyde af mange, så er det faktisk ganske kendetegnende for niveauet i hele 2010.
- Vi kan se, at det har ligget ganske stabilt hele det her år, siger kommunikationschef for boligsiden.dk, Birgit C. Daetz.
I foråret rådede boligsiden.dk ellers til at, hvis man ville købe en landejendom, så var det tidspunktet at gøre det på. Men siden har priserne ikke udviklet sig meget, og der kan derfor stadig opnås ganske attraktive priser på en landejendom.
- Vi havde forventet en lille stigning henover sommerperioden, men den er ikke rigtig kommet. Vi kan se, at udbudsprisen på landejendomme i dag ligger på omkring de 2,5 millioner på landsplan, og det var også deromkring, de lå i foråret, siger hun.
Regionalt på Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm gør samme mønster sig gældende. Der har været ganske stabile priser (se faktaboks). Blot på Østsjælland kan man ane noget, der ligner en tendens til stigende priser. Fra januar og til november er der sket en prisstigning i gennemsnit på omkring 400.000 på de østsjællandske landejendomme.