FESTDAG: Prins Joachim står på lørdag for den officielle indvielse af den 146.000 hektar store »Nationalpark Vadehavet«.
Landbruget har rettet kraftig kritik mod Nationalpark Vadehavet, men miljøminister Karen Ellemann (V) har nu godkendt den endelige bekendtgørelse for »parken«, der bliver landets største med sine 146.000 hektar omfattende Vadehavet, vadehavsøerne, Skallingen, Varde Ådal, Marbæk-området og dele af marsklandet bag digerne på fastlandet.
- Det er en stor dag for dansk natur, da Vadehavet ubetinget er et af vores vigtigste naturområder. Jeg er sikker på, at den nye nationalpark bliver en stor attraktion for befolkningen i området og et trækplaster for turister, siger miljøminister Karen Ellemann (V).
Sammen med prins Joachim vil hun på lørdag 16. oktober stå for den officielle åbning af Nationalpark Vadehavet ved et arrangement i Ribe - et arrangement, som hun i en pressemeddelelse kalder for en stor »folkefest«.
Bred forligskreds
Den nye nationalpark har opbakning fra en samlet forligskreds bag Nationalparklovgivningen – hvilket vil sige alle Folketingets partier på nær Enhedslisten.
På baggrund af høringssvarene har Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund og digelagene fået en plads i nationalparkens bestyrelse. I forvejen er en række øvrige organisationer - bl.a. landbruget - og myndigheder repræsenteret i bestyrelsen.
- Jeg glæder mig til sammen med Hans Kongelige Højhed Prins Joachim at indvie Nationalpark Vadehavet, som bliver Danmarks største nationalpark og den tredje i rækken efter Thy og Mols Bjerge, siger Karen Ellemann i en pressemeddelelse.
Udover festlighederne på Hovedengen i Ribe, som holdes i samarbejde med de fire Vadehavskommuner, vil der i løbet af dagen blive afviklet en række aktiviteter på Rømø, Fanø og Ho Bugt, hvor miljøministeren også deltager.