Hereford bød indenfor

KØDKVÆG: Syv Hereford-besætninger bød indenfor, da Herefordforeningen holdt åbent hus.

Interessen for Hereford-kødkvæg startede allerede som dreng for Per Windfeldt Kristensen i Hylke ved Skanderborg, hvor han som 14-årig i 1989 købte sin første Hereford. I dag har han en besætning på seks køer og syv kalve samt fire ungdyr.

Alle dyrene kunne ses i forbindelse med Hereford´s landsdækkende åbent hus forleden, hvor Per Windfeldt Kristensen sammen med seks Hereford-kolleger landet over bød indenfor til et kig på de flotte dyr og en snak om avlsarbejde, kød og den glæde der er ved at have Hereford, der er den tredje største kødkvægrace i Danmark.

Og for Per Windfeldt har Hereford udviklet sig til en solid og passioneret fritidsbeskæftigelse, hvor han både i bedriften og i foreningen lægger mange timer.

- Vi har blandt andet været med på Landsskuet i Herning siden midten af 1990´erne og Horsens Dyrskue siden 1993, forklarer Per, der også er formand for Herefordforeningens klub i Midtjylland, der tæller cirka 50 medlemmer.

Sammen med hustruen Tina, overtog Per ejendommen i 2004. De har begge to job udenfor landbruget. Per som entreprenør inden for jord og beton, mens Tina er bygningskonstruktør.

- Den havde da stået tom i otte år, så det har krævet noget af et restaurerings- og moderniseringsarbejde, forklarer Per, der tilføjer, at der hører 26 hektar til ejendommen.

Læs også