35 ekstra fod
Efter skybruddet for et par uger siden supplerede Østergaard Agro I/S deres to 30 fods mejetærskere med en 35 fods John Deere for at nå de 1.170 hektar.
Der høstes på livet løs overalt i landet i disse dage, og nogle steder er høsten måske endda allerede overstået. Og hvis vejrudsigten holder, og det fortsætter med sol og tørvejr, kan årets høst være i hus på rigtig mange bedrifter i løbet af den kommende weekend.
At det skulle lykkedes måske allerede i morgen fredag at få bjærget alt kornet, havde Christian Thomsen, der driver Østergaard Agro I/S i Ildved ved Tørring sammen med sin bror, ikke turde drømme om for fjorten dage siden. Her trak skybruddet med over 120 millimeter regn på et enkelt døgn hen over de fleste af deres i alt 1.170 hektar kornarealer.
På det tidspunkt var kun vinterbyggen blevet høstet. Mange af de resterende marker sejlede i vand, og omkring 70 procent af alt kornet havde lagt sig ned efter det voldsomme regnskyl. Derfor valgte de resolut at udvide deres høstkapacitet.
Fra Langeland
En kærkommen mulighed for at supplere bedriftens to New Holland 30 fods mejetærsker med en ny 35 fods maskine opstod, da en kammerat fra Langeland havde en ny John Deere S690i med 30 fods skærbord til salg.
Den store maskine blev i hast kørt til Ildved, og hos Skanderborg Maskinforretning indgik Christian Thomsen aftale om ombytning til de ene af i alt to 35 fods John Deere skærebord, som til denne sæson er kommet til landet.
- Egentlig var vor plan at udskifte den ældste af vore New Holland maskiner på otte år til næste år, men det blev i al hast fremskyndet et år, fortæller den østjyske planteavler og slagtesvineproducent, som så i stedet vil sælge 30 fods maskinen her efter høst.
Fem ha i timen
At valget faldt på en 35 fods maskine begrunder han dels med, at en sådan størrelse vil være mere fremtidssikret. Men den primære årsag var også at kunne få fremkørselshastigheden lidt ned under høstarbejdet.
- Det forbedrer arbejdet i marken ved at kunne køre en kilometer langsommere i timen, og så alligevel få en højere kapacitet. Og det var kun lige den første times tid, at øjnene skulle vænne sig til det bredere skærbord, lyder det fra Christian Thomsen, mens han med en hastighed på 5,3 km/t høster fem hektar i timen på en forpagtet 40 hektar stor hvedemark på Agersbøl Gods i Lindved. Og mejetærskerens udbyttemåler afslører samtidig, at marken giver godt. Displayet viser tæt på 11 ton pr. hektar.
Derfor bimler alarmklokkerne fra en næste fyldt korntank jævnligt om kap med Christian Thomsens mobiltelefon. For ikke mindre end ni medarbejdere var i tirsdags i gang med høstarbejdet med de tre mejetærskere, store frakørselsvogne og lastbiler til at transportere kornet hjem til det store gennemløbstørreri på Østergaard.
Autostyring
Med mejetærskerens autostyring og andre overvågningssystemer, som styrer maskinens fremkørselshastighed, har Christian Thomsen hænderne fri til kommunikationen fra de øvrige marker, som spreder sig i en radius på 15 kilometer fra bedriften i Ildved.
Mejetærskeren finder selv ind i det rette spor, hvor den er programmeret til at køre 15 centimeter fra kanten, da aksene flere steder er knækket ned. Og da det sidste skår står tilbage efter et stort indhug i marken er bredden nøjagtig 35 fods minus de 15 centimeter.
Alligevel må Christian Thomsen flere gange fatte rattet, hæve skærbordet i hast – og så enten vælge at køre ud af sporet, sætte farten op – eller slå bak. De 120 millimeter regn har nemlig sat sine spor i den ellers regulære 40 hektar mark.
Mens Høst-Tour 2010 er medpassager i John Deere'en klares »vandgravene« på denne forhindringsbane hver gang, mens det i mobiltelefonen følges, hvordan Falck i en anden mark er ved at bjærge en tre-akslet kornvogn, som er sunket godt og grundigt i jorden.
Lavest stubhøjde
Som nævnt var det lidt af en tilfældighed, at den nye mejetærsker blev af samme mærke, som gårdens traktorer. Det giver imidlertid den fordel, at skærmen og dataene fra gps-autostyringen umiddelbart kan anvendes begge steder.
Og i det hele taget lyder rosende ord om maskinen fra Christian Thomsen, der i de seneste to uger i det skiftende vejr har tilbragt mange timer på forskellige tidspunkter i den komfortable mejetærskerkabine.
- Skærbordet kører rigtig godt. Vi kører med knivbjælken i yderste position i alle afgrøder, så derfor kan jeg godt undvære en vario-funktion. Og med de tre niveaufølere følger det terrænet perfekt.
På de store kornarealer er der brugt rigtig mange timer på stensamling, og derfor har der ikke været alvorlige stop på grund af sten, selv om der høstes med laveste stubhøjde.





































