HØSTTID: En af de få overlevende vinterbygmarker i Vendsyssel er blevet høstet ved Østervraa.
Vinterbygmarken hos Bo Christensen ved Østervraa var længe truet. Den skulle sås om efter den hårde vinter, som de fleste af de andre marker i Østvendsyssel, mente landmanden. Men denne mark fik nu efter mange overvejelser lov at overleve.
- Der lå knap så meget sne her som andre steder, måske er det den måde, marken skråner på, der gør det. Så selvom afgrøden længe så træls ud, fik den lov at stå, fortæller Bo Christensen fra mejetærskeren.
Han har ikke fortrudt, at han lod vinterbyggen af sorten Fenlissa stå. Det er en toradet vinterbyg.
- Det er ikke vores bedste mark, og det er ikke det bedste år. Men byggen giver omkring fem tons - og det er da bedre end at have bekostet en omsåning, siger landmanden, der også er glad for at have vinterbyg, fordi det giver en længere høstsæson.
- På den måde bliver høstarbejdet ikke så presset, siger han.
Det manglende høstudbytte tilskriver han primært vinteren og de deraf manglende planter. Og selvom han ikke tror, det er sorten, der er skyld i at denne mark overlevede, vil han så Fenlissa igen.
Primært vårbyg
Bo Christensen skal høste 130 hektar med sin 18 fods Massey Ferguson 34 fra 1995. Det er primært vårbyg i år, for blot 10 ud af 70 hektar med hvede overlevede den hårde vinter. Og det billede ligner mere det generelle billede på egnen.
- Det er en gammel maskine, men den gør arbejdet udmærket, selvom jeg af erfaring ved, at i byg skal man køre langsomt for at få det hele med, siger han, mens byggen bøjer sig for mejetærskerens skærebord.
Sønnen Casper Christensen og hustruen Britta Aaskoven kører fra. Kornet skal anvendes til de 6000 Frats-grise fra syv kilo til slagt, der produceres på ejendommen.
Skyerne ser mere og mere truende ud i den lette blæst, men med en vandprocent på blot 14,2 er det bare at fortsætte.
For der bliver nok at se til, når rapsen, hveden og vårbyggen også kommer.
- Og med så meget vårbyg kommer høsten til at tage længere tid end normalt, mener Bo Christensen.
Dels kan vi ikke køre så stærkt, dels er det ikke så let at køre om natten i byg som i hvede, siger han, der kører roligt gennem sin vinterbyg.
- Med de kornpriser så skal vi jo ikke spilde den mindste smule, smiler han.