Veteran i dansk landbrug

UDSTILLER: To køer fra Esp Sørensens besætning i Vestbjerg kommer til Hobro Dyrskue. Det er et pænt dyrskue, siger veteranen, der engang stod i spidsen for Aalborg Dyrskue.

Han er 93 år. Hans bedstemor blev født i 1830. Hende talte han meget med i sin barndom og ungdom - så i dag spænder hans viden gennem tre århundrede. Han har sat sit meget store præg på både kvægavlen og svinesektoren i Danmark. Han begyndte allerede i 1951 at importere hollandsk kvæg for at forbedre den sortbrogede race, og i hans tid som formand for Danske Slagterier og Ess-Food begyndte Danmark at eksportere svinekød til Japan. Både importen af kvægavlsmateriale fra udlandet, og eksporten af svinekød til Japan er fortsat efter hans tid som aktiv i organisationsarbejdet.

Han er stadig aktiv landmand, om end ejendommen i Vestbjerg ledes af en bestyrer. Nu skal han igen udstille på Hobro Dyrskue. To køer skal med. Om Jens Esp Sørensen, for det er ham det gælder, selv kommer med til dyrskue i år afhænger af dagsformen.

Alsidig karriere
Esp Sørensen blev uddannet agronom i 1939, og efter nogle år som konsulent i Viborg kom han til Aalborg Amts Landboforening. Her var han kvægavlskonsulent fra 1945 til starten af 1970’erne og fortsatte i kvægavlsforeningen til midten af 70’erne. Esp Sørensen var herefter formand for Danske Slagterier og Ess-Food fra 1975 til 1983.

Sideløbende med arbejdet i landboforeningen, arbejdede han i kvægavlsforeningen, og han stod i spidsen for Dyrskuet i Aalborg, mens det var et af landets største.

- Det var dengang, folk stor i kø fra aftenen før for at få en lodseddel i tombolaen, smiler han.

Landmand
Han drev også selv landbrug. På bedsteforældrenes hjem ved Bjerringbro, som bestyrer på landbruget på Skalborggård og siden på sin egen ejendom i Vestbjerg. Den sidste ejendom har han stadig, og det er herfra køerne til dyrskuet kommer. Selv bor han på Skalborg bakke i huset, han købte, da han kom til Aalborg i 1945.

På ejendommen i Vestbjerg er der stadig både køer og grise. Det har der altid været. Der drives 90 hektar, der er 48 køer med opdræt og i øjeblikket 140 slagtesvin.

Kvægimport
I slutningen af 40’erne var de røde køer ved at udkonkurrere de sortbrogede. Det gamle jyske kvæg trængte til nyt blod, mente Esp Sørensen og drog til Holland, hvor han købte otte kalve og kvier. Han kunne kun købe fra leverandører til et bestemt hospital, fordi der var man sikre på, at de var raske. Siden skulle dyrene i to måneders karantæne ved grænsen.

Så let var det ikke, men hjem kom de.

Nogle af de dyr klarede sig »grueligt godt« på årets Ungskue i Thisted, husker Esp Sørensen.

- Det var en meget stor glæde at have de dyr. De så helt anderledes ud end de gamle jyske, siger Esp Sørensen og husker særlig Minna.

Hun havde navn og fik 15 kalve. Det blev til Minna-slægten. Hende er der solgt flere tyre efter, og hendes kviekalve og deres kvier blev en stor del af Esp Sørensens besætning.

- Det bedste år gav hun 8.000 kilo mælk med en fedtprocent på 5,25. Det var ret godt i 1958 til 59, siger Esp Sørensen i dag.

Gennem kvægavlsforeningen var han med til at hente mange udenlandske tyre til landet først fra Holland siden også fra Holsten og Friesland. Det betød meget for de sortbrogedes fremgang både ydelsesmæssigt og kropsmæssigt.

Esp Sørensen kan fortælle om minder fra hele jordkloden. Han har både oplevet meget og kæmpet meget. Men kampene har ikke generet ham.

- De var nødvendige, fortæller han.

Han har haft et oplevelsesrigt liv, og han har udrettet meget, glæder han sig over i dag.

Læs også