MASKINER: Da H.C.Petersen Danmark først på året overtog distributionen af Same og Lamborghini i Danmark, varslede man tilpasninger af den eksisterende forhandlerstruktur.
For Sames vedkommende er disse tilpasninger nu gennemført og endt med en struktur, hvor seks salgs- og servicecentre dækker hele Danmark og varetager alle regionale salgsopgaver, og sammen med en række mere lokale serviceværksteder også sikrer kunderne optimal service efter salget.
De seks Same-centre er Scan-Agros afdelinger i Hadsund, på Nordfyn og i Ringsted. Endvidere er Haderup Auto- og Maskinforretning, Maskinhandler A.P.Andersen og Maskinhandler Stolbrolykke udnævnt til Same-center.
Allan Petersen, direktør for H.C. Petersen Danmark A/S er sikker på, at alle implicerede vinder på ændringen:
- Landbrugskunderne specialiserer sig og bliver mere krævende. De kræver, at forhandlerne er lagerførende med nye traktorer og specialiseret service på et højt niveau. Det er en tung opgave at løfte, hvis ikke den tilstrækkelige omsætning er til stede. Omvendt er der stadigvæk stor lokal loyalitet mellem landmænd og de lokale maskinforhandlere, der sørger for hurtig service i det daglige.
Med den nye forhandlerstruktur føler Allan Pedersen sig overbevist om, at man har ramt balancen mellem specialister og lokal nærhed. De seks salgs- og servicecentre kan håndtere Same traktorerne i både salgs- og servicesituationen og de lokale servicepartnere kan koncentrere sig om at yde optimal service til landmændene og trække på centrene i salgsfasen.
Samles i Krogager
Centraliseringen ses også i HCP gruppen. Her samler man alle nordiske salgsselskabers tunge opgaver i Krogager og lader salgsselskaberne koncentrere sig om det lokale marked. Alle lande kan således trække på et specialiseret klargøringsværksted og et meget stort centrallager, hvorfra de lokale forhandlere får leveret reservedele på under 24 timer.
Allan Pedersen kan se flere fordele:
- Kunderne får optimal service og leveringssikkerhed, og forhandlerne bliver sikret den nødvendige backup. HCP selv opnår klare synergifordele, og endelig får SDF-gruppen én samarbejdspartner, leveringsadresse osv. for hele Norden.