Tæt opløb i kåring af smukkeste malkeko

Efter dommernes åbne votering var der stemme-lighed ved konkurrencen om Landsskuets eftertragtede titel Danmarks smukkeste malkeko. Men titlen gik til jerseyko fra nordjysk besætning.

Både spænding og varmegrader var helt i top, da der lørdag eftermiddag blev udpeget en vinder af Landsskuets prestigefyldte titel Danmarks smukkeste malkeko.

Konkurrencen stod imellem champions og reservechampions fra de fire malkeracer.

Da dommernes åbne votering var overstået, var der stemme-lighed imellem championen hos RDM - en R Ascona-datter fra Ernst Leif Nørgaard og Jerseys champion - en DJ Idorn-datter fra St. Fjembe V. Jane Eriksen og Jesper Pedersen i Dybvad.

Jerseykoen havde opnået flest ærespræmier, og derfor løb den af med sejren og titlen som Danmarks smukkeste malkeko.

Overrasket vinder
Koen, nr. 1760, er en 2. kalvs ko på knap fire år. Den har tidligere i år været udstillet i Hjørring, hvor den blev bedste yngre modelko med 24 point.

- Vi købte den fra en anden avlsbesætning sidste år sammen med en række andre køer. Jeg kunne godt se, at det var en god ko, men jeg havde aldrig drømt om at den ville vinde titlen i dag, lød det fra den glade vinder Jane Eriksen umiddelbart efter konkurrencen.

Jane Eriksen og Jesper Pedersen etablerede egen bedrift for fem år siden. De er nu mælkeproducenter med en ren jerseybesætning på 130 malkekøer, og driver 110 hektar jord.

 

Læs også