Foreningen Danske Svineproducenter glæder sig over halvårligt DC-regnskab.
I onsdags offentliggjorde Danish Crown et halvårsregnskab, der viste et plus netto på 604,4 mio. kroner og en omsætning på 21,4 mia. kroner. Regnskabet blev af Danish Crown selv kaldt et stærkt regnskab, og nu følger foreningen Danske Svineproducenter op med mere ros.
- Hele vores bestyrelse har set på tallene i regnskabet, og vi kan da kun sige, at det er godt, at de formår at indsnævre afstanden til Tyskland. Det er nemlig det, som vi kigger på, lyder det fra Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.
Han ser dog selvfølgelig gerne, at afstanden bliver mindsket endnu mere.
Fortsæt kampen
- Stadigvæk så er opgaven jo ikke helt løst, fordi der går jo stadigvæk rigtig mange svin til Tyskland. Faktisk var april måned i år faktisk den næsthøjeste af 30 kg. grise nogensinde, siger Henrik Mortensen.
Han opfordrer derfor Danish Crown til at fortsætte kampen, som man er godt i gang med.
- De skal blive ved med at hæve noteringen, så vi kan beholde de grise herhjemme. De betaler jo stadigvæk ikke en høj nok pris, når grise på 30 kg går til Tyskland, siger Henrik Mortensen.