Under stor mediebevågenhed mødte brødrene Mogens og Søren Brems op i byretten i Svendborg i midten af februar.
Sammen driver de i et I/S, men på grund af en gæld på 65 mio. kr. røg Mogens Brems' rugeægsproduktion med 32.000 høner og Søren Brems' kvæggård med 200 røde køer og tilsammen 270 hektar ejet jord på tvangsauktion.
Det er dermed den første større tvangsauktion i landbruget siden den finansielle krise for alvor ramte Danmark for to år siden.
Ved den første tvangsauktion har man dog mulighed for at forlange ny auktion, og det var præcis, hvad brødrene gjorde i februar, for at købe sig mere tid. På trods af afslag fra på det tidspunkt otte pengeinstitutter, så havde man nemlig stadig et håb om at virksomheden kunne overleve.
Brødrene skulle dog ud at finde et finde et pengeinstitut, som de kunne få i ryggen, og det ser nu ud til at være lykkedes i ellevte time.
Den nye tvangsauktion skulle nemlig have fundet sted i går, men var aflyst. Restancen i brødrenes gæld over for DLR Kredit er således betalt. Det oplyser DLR Kredit selv til Effektivt Landbrug fra sit kontor i Ringe. På grund af brødrenes store gæld tog DLR Kredit i oktober 2009 brødrene Brems fire ejendomme under brugelig pant.
DLR Kredit var samtidig også de eneste, der havde budt på ejendommene ved den første tvangsauktion. Omkring 36 mio. kroner bød de dengang på ejendommene, der forinden var vurderet til omkring 62 mio. kroner.
Handlet indbyrdes
Ejendomsmægler Peter Lyck fra Landbogruppen Fyn, der stod og skulle formidle eventuelle handler i forbindelse med et salg af ejendommene, bekræfter også, at brødrene kører videre.
- Jeg ved ikke så meget andet, end at den er handlet indbyrdes i familien, lyder det fra Peter Lyck.
Brødrene har selv ved tidligere lejligheder fortalt, at man arbejdede på en model, så deres hustruer kunne overtage ejendommene.
Jeg er lykkelig
Over for DR P4 Fyn ligger Søren Brems ikke skjul på, at han er begejstret.
- Jeg er pisselykkelig, men samtidig kan jeg slet ikke fatte at det er lykkedes, siger Søren Brems.
De to brødre står nu tilbage med en personlig milliongæld til Nova Bank.
- Den bliver jeg formentlig aldrig i stand til at betale, siger Søren Brems. Han driver en gård med malkekøer og har fire børn.
- Men det må jeg leve med. Det vigtigste er at vi kan blive på gården, siger han til DR P4 Fyn.