Tårnhøje forventninger til Henrik Høegh
Lars Løkke kunne ikke have valgt en større kapacitet som fødevareminister, lyder det fra flere ledende personer i landbruget.
Ukendt politiker bliver ny fødevareminister, hed det i går morges på Politikens hjemmeside.
Men i landbrugskredse er Henrik Høegh (V), tidligere viceformand i Dansk Landbrug, absolut ikke ukendt. Hans udnævnelse i går til ny fødevareminister bliver her mødt med stor tilfredshed.
- Jeg er begejstret. Når vi nu skal have en ny fødevareminister, så kan man ikke finde en mere kvalificeret mand end Henrik Høegh. Det er et rigtig godt valg af Lars Løkke. Det valg ville jeg også selv have taget, hvis jeg var ham, lyder det fra Henrik Frandsen, formand i Sønderjysk Landboforening.
Han suppleres fint af John Nielsen, formand i DL Sydhavsøerne.
- Jeg kan kun ønske ham stort tillykke med jobbet. Han er jo inde i de ting, som han er minister for, så det er da kun en stor styrke. Jeg tror dog godt, at det, at han er landmand, vil kunne give ham nogle skrammer i hans daglige virke, men jeg tror også, at han sagtens kan skille tingene ad, siger John Nielsen, og husker på, at landbruget i øjeblikket ikke er helt enige i de ting, der foregår på Christiansborg.
Stadig samme politik
Asger Christensen, formand i Kolding-Herreds Landbrugsforening, kalder Henrik Høegh for den største kapacitet på området, men han beder også om at huske på, at selvom ministeren er ny, så er det altså stadig den samme politik, der ligger der.
- Han har en kæmpe opgave foran sig med at få forklaret, hvad det er regeringen vil med de vandplaner. Det er meget svært for os andre at forstå, siger Asger Christensen.
Han vil derfor gerne lade det komme an på en prøve, før han vil udtale sig om, at udpegelsen af Henrik Høegh, som ny fødevareminister er en god dag for landbruget.
- Han har udfordringer helt fra start, lyder det fra Kolding-Herreds-formanden.









































