Løsdriftsforeningen retter blikket mod udsigterne for mælkeproduktionen i Danmark tirsdag den 19. januar, når foreningen afholder det årlige vinterkursus på Hotel Pejsegården i Brædstrup fra kl. 9.30 til 15.00.

Blandt indlederne er Palle Jacobsen fra Agrocom, som blandt andet vil sætte fokus på udsigterne for mælkeprisen på kort og langt sigt. Herunder vil der blive sat fokus på, om de friere kræfter på mælkeområdet har givet anledning til, at der kan genfindes en 4-års cyklus i mælkepriserne.

Driftsøkonom Hans Otto Pedersen fra Jysk Landbrugsrådgivning til komme med sit bud på: »Hvem producerer mælken om 10 år«, og mælkeproducent Jørgen Kjær Madsen, Bramming, vil komme med et indlæg med overskriften: »Sådan tror jeg udsigterne vil være for mælkeproduktion i Danmark«.

Endeligt vil turistchef i Skanderborg, tidligere kommunikationschef på Landscentret Marianne Purup, komme med et levende indlæg med overskriften: »Du skal selv være den forandring, du ønsker i verden«. Dette indlæg vil give inspiration til at kræfterne for sikring og udbygning af et levedygtigt landbrug i Danmark også ind i mellem skal rettes indad mod den enkelte landmand, hvor forandringen skabes og gennemføres.

50- års jubilæum
Løsdriftsforeningen kan i øvrigt snart fejre 50- års jubilæum, da de tilbage i 1960 blev stiftet, for at skabe et forum for faglig udveksling af nye erfaringer for løsdriftsstalde til malkekøer i Danmark. På dette tidspunkt var denne staldtype ny i Danmark, og den brede opfattelse i landbrugskredse var, at løsdriftsstaldene ikke ville kunne sikre en tilstrækkelig optimal produktivitet i dansk kvægbrug.

Alle var dog ikke enige heri, og et resultat af dette blev stiftelsen af Løsdriftsforeningen. Foreningen fungerer i bedste velgående i dag, som en faglig platform for bedriftsbesøg, kurser og bindeled i praktisk moderne landbrugsproduktion.

Tilmelding og yderligere information om Løsdriftsforeningens vinterkursus kan læses på foreningens hjemmeside www.losdrift.dk.