Årets absolut sidste høstdag fandt i går sted på Mors. Fem-syv hektar sommerbyg blev høstet inden sneen kom og afbrød.
Mens det meste af landet i går kæmpede med snedriverne, så var der på Mors i går mulighed for at høste.
Hos landmand Herluf Hendberg på Kirstinedal på Mors blev der således set en åbning for at få høstet den sommerbyg, som man ellers i den perfekte verden havde fået høstet for halvanden måned siden. På grund af det våde vejr har høsten dog desværre ikke været umulig.
- Han skulle have høstet i starten af november, men så begyndte det at regne, og hvem ville have troet, at det skulle regne 30 dage i træk, og der så komme sne og frost bagefter, siger Karl Kudsk, produktchef i planteavl på Mollerup Mølle.
Høstet hist og pist
I alt blev det til 5-7 hektar og halvanden time i marken inden man måtte opgive, da snevejret efter middag også ramte Mors. Grunden til den lidt upræcise angivelse skyldes, at der blev høstet lidt på må og få, og hvor det nu kunne lade sig gøre.
- Jeg er faktisk i tvivl om, de selv ved præcis hvor meget, de har høstet, siger Karl Kudsk.
Sorterne som blev høstet var Judit og Mitja. Det blev sået 13. juli efter vinterbyggen. Ifølge Karl Kudsk var udbyttet ikke så stort. Cirka 12-14 tønder pr. hektar. To tredjedele blev nemlig liggende tilbage på marken, da det var knækket.
- Jeg tror vidst godt, at vi kan sige, at det var årets absolut sidste høstdag, siger Karl Kudsk.
Når sneen forsvinder, forventer han, at resten har lagt sig ned på marken, men på vegne af Herluf Hendberg, da tør Karl Kudsk godt love, at landmanden er klar igen efter nytår.