Dan-Invest og finske Atria indgår samarbejde om svineproduktion i Rusland.
Danske Dan-Invest A/S og finske Atria Plc har underskrevet en samarbejdsaftale om svineproduktion i Rusland. Atria vil derved få en andel på 26 procent af det russiske firma OOO Dan Invest, som er ejer af to svineproduktioner; en i Krasnodar og en i Tambov. Det oplyser Dan-Invest i en pressemeddelelse.
Dan-Invest oplyser, at man med dette samarbejde etablerer grundlaget for et jord-til-bord-koncept, på det russiske marked - med en sikker produktion og afsætning af lokalt producerede højkvalitetsprodukter, som baseret på den nyeste teknologi og genetik.
Med denne aftale udnyttes synergien mellem Atrias stærke produktionsfaciliteter og markedsposition i Rusland og Dan-Invest's erfaring med højeffektiv svineproduktion, baseret på dansk knowhow og genetik.
180.000 slagtesvin årligt
- Produktionen vil påbegynde i 2010-2011, og den forventede produktion vil være på cirka 180.000 slagtesvin årligt i 2013, lyder det fra Dan-Invest.
Værdien af projektet er på cirka 40 millioner EURO og Atrias investering er tre millioner EURO plus et efterfølgende beløb på to millioner EURO, efter at en sikker produktionsmængde er opnået.
Ifølge Dan-Invest ser det ud til, at hele forløbet vil blive gennemført i første kvartal 2010.
- Der bliver underskrevet en leveringsaftale mellem parterne, der sikrer Dan Invest en sikker afsætning - samt sikrer Atria en stabil levering af lokalt produceret højkvalitetskød, lyder det.