Frustration over sagsbehandlinger

Der blev luftet frustrationer over den megen bureaukrati, som landbruget er underlagt ved Østlige Øers Landboforeningers sidst i oktober.

- Der er ikke længere tale om en finanskrise, men om en økonomisk krise med vidtrækkende konsekvenser, sagde Povl Fritzner til de fremmødte ved årsmødet i Østlige Øers Landboforeninger, der blev afholdt sidst i oktober.

Men selvom der er økonomisk krise, er det vigtigt, at de enkelte landmænd husker på, at de også selv kan gøre noget, at ikke alt er op til Landbrug & Fødevarer.

- Bliver man eksempelvis uretfærdigt behandlet, så skal man sige fra, og sende sagen i retten, for det kan i mange tilfælde godt betale sige, sagde formanden.

Miljøgodkendelser
Et af de tilbagevendende emner på mødet, var miljøgodkendelsesordningen.

- Det går trægt, og det er simpelthen for dårligt, sagde Povl Fritzner, og fik støtte fra salen.

- Det er jo afgørende, at den lovgivning der er gældende, når miljøgodkendelsesansøgningen sendes, også er gældende, når ansøgningen skal behandles, for ellers hænger tingene da ikke sammen, sagde Svend Erik Eriksen, Gefion. Han fik støtte fra formanden, der godt kunne se rimeligheden i at skulle have en ny godkendelse, hvis antallet af dyreenheder ændres, men ikke hvis der skal bygges eksempelvis en silo.

- Der er snart flere sagsbehandlere end landmænd, lød det også fra salen, og denne kommentar høstede stort bifald.

Kan ikke betale sig
Et andet emne der blev berørt på årsmødet, var den skævvridning, der er i landbruget i EU.

- Det er svært at konkurrere med slagtepriserne i Tyskland, for det kan simpelthen ikke betale sig at slagte grise herhjemme mere, og det gør, at man er ved at køre dansk landbrug ud på et sidespor i EU. Det er en utidig måde at behandle os landmænd på, sagde Svend Erik Eriksen.

Til Landsdelegeretmødet i næste uge fremsætter Østlige Øers Landboforeninger et forslag om, at jordskatterne fjernes, og det dette mødte positiv respons fra salen. Dog mente flere tilhørere, at der var arbejdet på dette de sidste 30 år, og at man hellere skulle arbejde for at ændre regler for generationsskifte.

Vigtigt med dialog
Åbent Landbrug blev ved dannelsen af Landbrug & Fødevarer lagt ind organisationens kommunikationsafdeling, men Povl Fritzner lagde i sin beretning vægt på, at det er vigtigt med dialog mellem landbruget og den omkringliggende verden. Derfor ser Østlige Øers Landboforeninger fortsat Åbent Landbrug som en vigtig brik i arbejdet med at vise landbruget anno 2009 til den danske befolkning.

Han sagde videre, at et samarbejde med Roskilde Dyrskue kunne være interessant i fremtiden:

- Vi finder det meget vigtigt, at landbruget har et udstillingsvindue på mange fronter og vi derved kan vise vores produktion frem og så nye frø til gavn for fremtidens landbrug. Brancherne har ikke samme synspunkter, men historien har vist, at også de store må lære, hvad der er ret og vrang i Danmark, sagde Fritzner provokerende men med et smil på læben.

Læs også