Bidt af et galt æble
Mandag den 14. september var der æblefest på Fuglebjerggård ved Helsinge. Her viste Per Kølster 15 æbleentusiaster rundt, der både fik lov at smage, lugte og lytte til historier om æbler.
For 12 år siden flyttede Per Kølster og Camilla Plum ind på Fuglebjerggård ved Helsinge. Gården har siden været drevet økologisk, og det er ingen overdrivelse at sige, at produktionen på stedet er alsidig. Her er høns, kreaturer, får, kaniner, gæs, ænder, katte og en hund. Her er både prydhave, nyttehave og frugtplantage, ligesom der er kornmarker, græsmarker, mølleri, malteri, bryggeri og mosteri, alt sammen økologisk.
Den 14. september var der indbudt til æblefest på Fuglebjerggård, og den invitation havde cirka 15 æbleinteresserede fra lokalområdet taget imod.
Æbler skal drikkes
Per Kølster brænder for æbler, og han ved meget om dem.
- Jeg synes jo, at det sjove ved æbler er at drikke dem, og derfor har jeg mange forskellige sorter i plantagen, som hver især egner sig til forskellige behov. Nogle er gode til cider, nogle er gode til most, nogle skal spises, og andre skal i maden, siger Per Kølster under rundvisningen i plantagen.
Plantagen er præget af meget luft mellem træerne. Det skyldes dels, at der skal være plads til kronerne, når træerne bliver store, for som Per Kølster fortæller, så er en Belle de Boskoop trækrone op til 16 meter i diameter. Dels at tanken er, at der skal gå dyr mellem træerne.
- I moderne æbleplantager står træerne noget tættere, men denne æbleplantage er en umoderne, uindustriel æbleplantage, og derfor har træerne den plads de har brug for, siger Per Kølster.
Filippa med på øde ø
- Jeg kan jo ikke vælge ét æble, som er det bedste! Men hårdt presset, ville jeg nok sige, at det var Filippa æblet, jeg ville tage med ud på en øde ø, siger Per Kølster.
- Eller måske Kansler æblet, tilføjer han med et smil.
Som forbruger kan det være svært at få fingrene i alle de gode æblesorter, der findes på Fuglebjerggård. Men Per Kølster mener ikke, at man bare skal læne sig tilbage og acceptere dette.
- Forbrugerne skal ikke sætte sig hen i sofaen og vente på, at de får flere sorter at vælge imellem, for det sker simpelthen ikke. Supermarkederne fører de sorter, der er nemme at sælge, nemme at transportere, have liggende og så videre, siger han.
Han mener, at der mangler farmers markets i Danmark. Hvor de små producenter kan komme med deres produkter, og sælge dem til en form for torvedag.
- Så skal man kunne købe gode fødevarer der, og god mad gør os glade, slutter Per Kølster.