Der er spændende nye roesorter på vej, og venter man på de sidste forsøgsresultater for nyhederne, er der måske gode penge at tjene, mener KWS Scandinavia.
Roekampagnen står for døren, og dermed er det også tid for dyrkerne til at overveje, hvilke sukkerroesorter, der skal stå på markerne i den kommende sæson. KWS Scandinavia og BASF inviterede derfor forrige torsdag til marktræf hos Karsten Stoltze for at vise nogle af de lovende nye roesorter frem, og det lokkede flere end 70 landmænd af huse.
Karsten Stoltze, der i alt driver 350 hektar med vinterraps, vårbyg, hvede og sukkerroer, har i denne sæson lagt jord til tre af KWS Scandinavias forsøgssorter, og han har gennem årene haft gode resultater på sine roer. I sidste sæson nåede han et gennemsnitligt topudbytte på 13,25 tons sukker på en del af sine arealer, et resultat baseret på pløjefri dyrknning og gødning med flydende ammoniak.
På de forøgsarealer, der denne torsdag aften fik besøg, står blandt andet tre af KWS Scandinavias helt store sællerter: Gunilla, som udmærker sig ved et højt udbytte og en stærk indtjening, Frieda med sin høje sukkerprocent og ikke mindst den nematod- og rizomaniatoleante Julietta.
Afløserne
Men til aftenens markvandring var der dog størst fokus på fire nye sorter, som frøfirmaet har store forventninger til.
- Adrianna er måske den mest interessante af dem alle. Den kan blive den nye Julietta, bare meget bedre, og den giver allerede et højt udbytte, fortalte Elo West Larsen fra KWS Scandinavia.
Han fremhævede, at hvor de fleste nematoderesistente sorter giver omkring fire procent mindre udbytte på jord, hvor der ikke er nematoder, taber Adrianna kun to procent.
- Og det er jo meget vanskeligt at bestemme, hvor der er nematoder, selv ved prøvetagning, slog han fast.
Blandt normalsorterne sætter man sin lid til Rosalinda som en af fremtidens store sukkerroer på grund af den høje indtjening, og derudover arbejder KWS Scandinavia med sorterne Sabrina og Eleonora.
Tænk på økonomien
Elo West Larsen gav desuden et par gode råd med på vejen til de fremmødte sukkerroedyrkere, når det kommer til beslutninger om sortsvalg og tidlig eller sen bestilling.
- Ved tidlig bestilling vinder I omkring en 50'er pr. pakke, men hvis jeg var landmand, ville jeg i stedet kraftigt overveje at vente på de seneste forsøgsresultater, for på den måde kan man måske vinde mere end den 50'er, sagde han.
Han opfordrede desuden til, at landmændene ser på det økonomiske afkast, når der skal vælges sort, og at man har fokus på sorternes stabilitet ved at holde øje med de gennemsnitlige resultater over tre år.