Store forventninger til sukkerroerne

Årets første prøveoptagning viser et sukkerindhold på 16,4 procent. Roekampagnen starter allerede 17. september.

Årets første høstprognose for sukkerroer giver grundlag for positive forventninger til sukkerproduktionen.

Nordic Sugar forudser således, at der generelt er udsigt til sukkerudbytter, der ligger væsentligt over gennemsnittet for de seneste fem år. Prognosen viser, at der i roerne i år vil være en sukkerprocent på 16,4 procent. Gennemsnittet for de sidste fem år lyder på 14,8, Udbytte spås til 54,5 ton pr. hektar, hvor gennemsnittet for de sidste fem år ligger i Danmark på 47,6 ton pr. hektar.

- Vi har ifølge de aktuelle høstprognoser et overordentligt solidt udgangspunkt for årets produktion, og det er naturligvis meget positivt. Derfor starter vi produktionen tidligt i år og ser nu frem til om få uger at skyde sæsonen i gang i samarbejde med roedyrkerne, siger direktør i Nordic Sugar, Thomas B. Olsen, i en pressemeddelelse.

Grunden til de positive forventninger skyldes, at sukkerroerne i de lande, hvor Nordic Sugar har produktion, har fået en god start på vækstperioden. Roerne blev sået tidligere end normalt de fleste steder som følge af de varme vejrforhold i foråret. Over sommeren har en gunstig kombination af sol og nedbør herudover bidraget til en særdeles god roevækst.

Nordic Sugar igangsætter i Danmark årets produktionssæson 17. september på fabrikkerne i Nykøbing F. og i Nakskov.

Udover at have store forventninger til de danske roer, så har Nordic Sugar også store håb for deres svenske og litauiske produktion. For Finland viser prognoser dog, at man kommer til at ligge på normalt niveau.

Læs også