Bankerne misbruger bankpakken

SKUFFET: Udstiller på Landsskuet og formand for Dansk Maskinhandlerforening, Jens Aage Jensen, Vibo Maskiner, er skuffet over pengeinstitutternes forvaltning af finanskrisens hjælpepakker.

Maskinbranchen vil sammen med landbruget gøre alt for at stå krisen igennem, men er dybt skuffet over pengeinstitutternes indsats.

Formanden for Dansk Maskinhandlerforening, Jens Aage Jensen, er selv med sin maskinforretning Vibo Maskiner, udstiller på Landsskuet og erkender, at dyrskuet ikke mere er stedet, hvor der afsluttes store maskinhandler.

- Vi er her fordi her har vi god til at få en snak med vore kunder. Der er der bedre tid til her end i en travl hverdag, siger han om tilstedeværelsen på Landsskuet.

Bankerne flygter
Jens Aage Jensen lægger ikke fingrene imellem, når han omtaler finanssektorens måde at klare finanskrisen på.

- Bankerne var med og skubbede nærmest på, når landmænd ville investere for to-tre år siden. Nu, vil de ingenting. Tvært imod.

- Jeg er bekendt med landmænd, der for et år siden har fået arrangeret og godkendt en investering i for eksempel en vandingsmaskine. Når vi nu skal levere maskinen, siger banken pludselig, at de ikke synes det er en god ide at være med til. Det er helt urimeligt, at reagere på denne måde, tordner maskinhandlerformanden.

- Man kan næsten sige det sådan, at bankerne ikke er der, når der er behov for dem. Og det er jo helt galt og slet ikke det, der var meningen med hjælpepakken.

Sammenhold
- Vi har i branchen tilpasset os gennem reduktioner i mandskab. Det begyndte vi med i efteråret, igen her i foråret og måske sker det også til efteråret. Men vi fastholder vort ansvar for at yde landmændene den service, de har krav på fra vores side.

Jens Aage Jensen oplyser, at maskinhandlerne nu i højere grad end nogensinde før går ind i finansiering af maskinkøb.

- Jeg havde vel troet, at vi fik lidt mere brugtsalg under finanskrisen. Men det er faktisk ikke steget. Så jeg tror det skyldes, at der er sket så mange investeringer i de senere år, at de fleste kan klare et halvt eller helt år med det grej, de har. Og så må vi klare os på den måde, indtil situationen normaliseres igen, siger den vestjyske maskinhandler, der fuldt og fast tror på branchens fremtid, så længe der er behov for fødevarer.

 

Læs også