Der bliver ikke sat skovlen i jorden ved Centrovice-centret i Vissenbjerg det første halvandet til to år. Det indledende arbejde til det millionprojekt, som skulle samle landboforeningens to rådgivningscentre i Ringe og Vissenbjerg i et center i dobbelt størrelse af det nuværende, er ellers netop færdiggjort. Men bestyrelsen har besluttet at sætte den store udvidelse på 3600 kvadratmeter på stand by.

- Det er sket under hensyntagen til den erhvervsøkonomiske udvikling samt medlemmernes bemærkninger på generalforsamlingen i foråret. Tiden er ikke til at udskrive en ekstraregning til medlemmerne, understreger Centrovice's formand Niels Rasmussen.

- Signalværdien er forkert i en tid, hvor erhvervet er presset. Alene blandt vore 2000 medlemmer er der et halvt hundrede lige nu, hvor banksamtalerne er meget intense, mens andre har sat ejendommen til salg. Især er kvægbruget underdrejet, og derfor er det da helt grotesk at opleve en aktuel priskrig på netop mælk, supplerer foreningens administrerende direktør Dorit Greve, som med spænding i det hele taget følger medlemmernes muligheder for at betale juni-terminen.

- Men, understreger hun, vi har nu en projektbeskrivelse, så en totalentreprise på udvidelsen kan sættes i gang. Og har to år, hvor vi kan optimere vore arbejdsgange i huset, eller rettere i husene.

Behov vurderes
Både Dorit Greve og Niels Rasmussen mener fortsat, at det optimale for landboforeningen er en samling af medarbejderne på ét sted.

- Men, påpeger formanden, udskydelsen giver mulighed for at vurdere på de fremadrettede behov, når virkningerne af den nuværende globale finansielle krise har stabiliseret sig. Bedriftsstrukturen vil tage nogle gevaldige tæv, og måske vil vi fremover se bedrifter af en størrelse, hvor nogle vil hente funktioner hjem, der hidtil er varetaget af vort rådgivningscenter.

- Konkurrence er sundt, og vi skal til enhver tid kunne konkurrere på prisen. Men jeg er sikker på, at vor uvildige konkurrence vil stå distancen.

Niels Rasmussen understreger, at foreningens rådgivningstjeneste til stadighed vil blive indrettet efter medlemmernes behov, og samtidig være så god og billig som muligt.

- Vor timepris ligger i den laveste del inden for landbrugets rådgivning, og vi vil fortsat være bedst til prisen. Det slås helt klart fast i fusionsaftalen, og det holdes ledelsen til stadighed op på, understreger Centrovice-formanden.