Stor interesse for sortsforsøg
Fremtidens vårbyg- og vinterhvedesorter var i centrum på DLG-markvandring i Holeby forrige torsdag aften.
Vårbyggen i Grønt Centers forsøgsmarker ved Holeby på Lolland står flot i denne sæson oven på et par år med højt svampetryk i området. Det fik knap 100 landmænd at se med egne øjne, da DLG i samarbejde med Dansk Landbrug Sydhavsøerne og en række kemivirksomheder forrige torsdag aften holdt markvandring.
- Det har indtil nu været en nem sæson rent planteværnsmæssigt. Vi har faktisk næsten intet sygdomstryk hernede nu, selv ikke i de ubehandlede arealer, fortalte planteavlsagronom Andreas Østergård fra DLG, mens han viste rundt blandt de mange nye og gamle sorter.
Quench og Rosalina
På Sydhavsøerne var Tipple sidste år det store navn inden for vårbyg med 50 procent af dyrkningsarealet og et relativt udbytte på 100. Sorten udviser fortsat god sygdomsresistens bortset fra en smule meldug, men har en lille tendens til nedknækning af aks.
Andreas Østergård fremhæver Quench som en af de kommende års store sorter. Quench har en kvalitet, så den kan sælges til maltning på de store markeder i Tyskland, Frankrig, Holland, Sverige samt herhjemme. Sorten er MLO-resistent og har også en generelt god sygdomsresistens. Dog kan den rammes af bygrust, men da det ikke er et stort problem på Lolland-Falster, har Quench et lavt behov for svampebehandling.
En anden kommende storsællert bliver, ifølge Andreas Østergård, den nye sort Rosalina fra DLG's egen forædlingsdivision, Sejet Planteforædling. Han forventer, at Rosalina med sit høje relative udbytte - 104 i 2008 - og sine gode sygdomsegenskaber vil blive den største sort næste år med et areal på 30-40.000 ha.
Inden for foderbyg vil Simba og Keops formodentlig blive de største sorter.
Hereford og Frument
I vinterhveden hedder nærmeste fremtid enten Hereford, som i 2008 var landets højstydende sort, eller Frument, som især har udmærket sig som 2.-års hvede med højt udbytte. Forventningen fra DLG er, at Hereford vil dække en tredjedel og Frument omkring 25 procent i den kommende sæson.
Hereford har forsat en god sygdomsresistens, men det gælder om at holde øje med brunrusten, forklarede Andreas Østergård. Samtidig gav Flemming Larsen fra Bayer CropScience udtryk for håbet om, at landmændene havde haft Proline inde over i sprøjtesæsonen for at sikre sig mod fusaruim og septoria.
Forsøg med gødningsplacering
Chef for planterådgivningen i DLS, Claus Nørgaard kunne runde markvandringen af med at fremvise det, han kaldte »årets mest spændende forsøg«.
Placering af gødning ved såning af hvede havde nemlig på et forsøgsareal givet merudbytter på mellem 6,5 og 7,5 hkg, da bedre rodudvikling i efteråret havde medført bedre vandoptagelse i foråret samt bedre optagelse af mikronæringsstoffer.
- Har man placeringsudstyret på såmaskinen, har man altså nogle let hentede merudbytter, slog han fast.
- Det er meget svært og udfordrende at spå om kornpriserne for den kommende høst, fordi så mange ting er bestemmende for prisudviklingen, forklarede afdelingsdirektør Henrik Christensen fra DLG/Qvade, mens de fremmødte nød lidt til ganen oven på markvandringen på Grønt Center.
Fundamentale faktorer som høstudbytte, forbrug, lagre spiller naturligvis en vigtig rolle, men finansielle faktorer som oliepris og kursen på aktier og den amerikanske dollar betyder endnu mere, end de egentlig har gjort tidligere.
2008/09 gav verdens største kornhøst nogensinde. Det har givet en lageropbygning i EU, og Henrik Christiansen forudser ikke mangel på hvede, inden den nye høst går i gang.
Risikostyring
Hvordan de finansielle faktorer udvikler sig er sværere at sige.
- Det er utrolig svært for jer som landmænd at vide, hvornår man skal sælge og købe korn. Tingene ændrer sig hver dag, og det går stærkere, end det nogensinde har gjort. Man er nødt til at lave en strategi og måske lave delsalg hen over året i stedet for at vente med at sælge hele høsten på en gang. Det er måden at lave risikostyring på, anbefalede Henrik Christiansen.
- Et optimistisk gæt er en maltbygpris på omkring 100 kroner eller lidt mere og en eksporthvedepris omkring 90 kroner eller lidt derover. Men meget kan ske endnu, sagde han.