SVINETRANSPORT: Efter politiet har valgt at droppe den sidste sag mod svinetransportøren Niels Vinderslev, føler han sig nu helt renset. Sagerne har dog haft store betydninger for forretningen.
De sidste par år har været meget hårde for vognmand Niels Vinderslev.
Hele to gange har han været i vælten i medierne efter tv-indslag. Heri er det forsøgt dokumenteret, at han sammen med en flok øvrige vognmænd har overtrådt de danske særregler, der siger, at grisene ikke må transporteres i mere end otte timer.
Første sag fandt sted i efteråret 2006, mens anden gang var i sommeren 2007. Begge gange blev der af myndighederne indgivet politianmeldelse, efter heftig kritik fra både daværende forbrugerminister Carina Christensen (K) og fødevaremyndighederne.
Alle sager mod vognmanden er dog nu henlagt af politiet. Dermed tyder meget på, at Niels Vinderslev har fået ret, når han selv i alle årene hele tiden har hævdet, at de danske særregler ikke gælder, når han kører i udlandet. I EU's fælles regler må man nemlig gerne køre mere end otte timer. I EU's transportforordning står der således blot, at dyrene skal hvile 24 timer, hver gang de er blevet transporteret i 24 timer.
- Jeg føler mig renset. Men vi har hele tiden også vidst, at det vi har gjort, det er korrekt. Derfor har vi også i gennem hele forløbet kunne gå med oprejst pande, men jeg vil da ikke ligge skjul på, at det har været meget ubehageligt, i mens det har stået på, siger Niels Vinderslev til Effektivt Landbrug.
Haft konsekvenser
For hans forretning har de seneste par års sager, hvor han ikke selv på noget tidspunkt er blevet afhørt, da også haft konsekvenser. Hvor meget det i kroner og ører har betydet, kan Niels Vinderslev dog ikke gøre op.
- Det er klart, at al den negative omtale, det har påvirket forretningen. Alt andet ville være uundgåeligt, siger Niels Vinderslev.
Han fortæller, at han har kunnet mærke, at potentielle nye kunder har valgt hans virksomhed fra, da de hørt, at det er nogle, der ikke overholder reglerne, og som har et dårligt ry.
- Men vores faste kunder, dem som vi har haft i mange år, de har holdt ved. De ved, hvad vi står for. Dem har vi haft 100 procent opbakning fra, kommer det fra Niels Vinderslev.
Skuffet over organisationerne
I gennem hele forløbet har ledende politikere i landbrugsorganisationerne også flere gange været ude i de landsdækkende medier, for at tage afstand fra Niels Vinderslevs transporter. Det er han skuffet over.
- Deres medlemmer, det er jo mine kunder, så vi har fælles interesser. Derfor synes jeg også, at det er helt, helt uacceptabelt, at man fra landbrugsorganisationerne accepterer de her særregler og ikke bakker op om, at man får dem fjernet, siger Niels Vinderslev.