En søndag lidt ud over det sædvanlige

Søndag d. 3. maj var lidt ud over det sædvanlige for Gert Bülows 145 malkekøer samt en familie fra Storkøbenhavn.

Åbent Landbrugs bidrag til Danmark Indsamlingen var et gårdbesøg og gourmet middag, og det løb af stablen søndag d. 3. maj. Gårdbesøget og gourmet middagen blev købt af Gitte Barkov, der havde inviteret hele familien til en lidt utraditionel fødselsdag blandt Gert Bülows malkekøer.

Solen skinnede, himlen var blå, græsset var grønt og køerne betragtede nysgerrigt gæsterne, da de ankom til gården ved Store Merløse. Her startede Gert Bülow dagen med en rundvisning, hvor gæsterne stiftede bekendtskab med både malkekøer, kalve og kødkvæg af racen Blonde d´Aquitaine. Der blev svaret på mange spørgsmål, om alt fra hvor meget mælk køerne producerer, til hvordan malkerobotter kan regne ud, hvor patterne befinder sig.

- Vi kommer helt sikkert igen til næste år, for en fødselsdag på landet er bare noget andet end at invitere familien i Tivoli eller på Bakken, siger Gitte Barkov.

Det var svært at holde børnene ved bordet, selvom kokken Thomas Castberg diskede op med lækkerier som laksetatar, dejlige grønne asparges, nye kartofler, oksehøjreb og en ond chokolade kage, som Thomas Castberg selv omtalte sin dessert.

- Jeg har lavet mad mange fornemme steder, men jeg har dog aldrig serveret sådan en fin middag i en kostald før, fortæller Thomas Castberg.

En del af menuen var forberedt hjemmefra, men Thomas Castberg grillede oksehøjreben på balkonen i kostalden med udsigt til de nysgerrige køer.

- Det her arrangement passer lige ind i ånden med konceptet »fra jord til bord«, det er en total oplevelse og et perfekt miks af primærlandbrug, fødevarer og formidling til forbrugerne, fortæller Thomas Castberg.

Børnene var mere end begejstrede for gården, køerne og alle de aktiviteter, der var på programmet. Gert Bülow kunne også nyde dagen ekstra meget og måske holde lidt tidligere fri end normalt, da flere af børnene var meget optagede af at skovle foderet ind til køerne.

- Det er dejligt at se, at børnene kan have så meget ud af et besøg her på gården, sagde Gert Bülow.

De små kalvene fik mælk fra flaske, og der var ingen, der blev snydt.

- Vi er meget tilfredse med dette arrangement, og det er helt sikkert, at vi deltager i Danmarks Indsamlingen igen i 2010, med dette arrangement har vi både støttet en god sag, givet en familien fra Storkøbenhavn en oplevelse med det moderne landbrug, fortæller Lars Bonde Jessen og Peter Nyegaard Nissen fra Åbent Landbrug Østlige Øer.

En del af midlerne fra Danmarks Indsamling 2009 gik til et projekt, der kombinerer udvikling af landbruget og forebyggelse af nye katastrofer i Uganda. Pengene når ud til cirka 30.000 mennesker fordelt på 6.000 familier, der vil få rådgivning og hjælp til at tage uopdyrket jord i brug. Projektet skal desuden uddanne frivillige i lokalsamfundet til at undervise befolkningen i nye landbrugsmetoder og i fordelene ved at dyrke afgrøder, der kan modstå sygdomme og tørke.

Læs også