Det er for længst blevet en tradition – og i år er ingen undtagelse. Søndag den 26. april markeres det over hele landet, at øko-køerne efter en lang vinter i stalden, endelig kan komme ud på friske græsmarker.

Øko-dagen arrangeres i et samarbejde mellem Økologisk Landsforening, Thise Mejeri, Arla, Øllingegaard Mejeri, Naturmælk, Borup Mejeri, Them Ost og Osted Mejeri.

Sidste år lagde 54.000 gæster vejen forbi rundt omkring på gårdene og der bliver nok at se på og opleve. Mange af besøgsgårdene har nemlig arrangeret spændende ting for store og ikke mindst små besøgende. Halmlegeplads, hoppeborge, klappekalve, traktor-ture og smagsprøver er blot noget af det der fristes med på dagen.

Øko-dagen finder sted fra kl. 11 – 14 og arrangørerne opfordrer folk til at møde op i god tid. Præcis kl. 12 lukkes køerne på græs.

Minister slipper køerne løs
Økologisk Mælkeproducent Jette Jacobsen, Haugaard, Ribevej 75, Gabøl vest for Vojens har valgt at sætte fuld turbo på øko-dagen den 26. april med et stort anlagt arrangement på gården.

Alt sammen på den dystre baggrund, at krisen kradser alvorligt i landbruget og der mistes penge hver dag.

- Bønder bliver altid skudt i skoene, at de altid klager. Derfor synes jeg, at det er utroligt vigtigt at vise, at vi virkelig kan li´ det vi laver, forklarer Jette Jacobsen overfor Landbrug SYD, som baggrund for at hun holder et stort arrangement, der forhåbentlig vil trække rigtig mange gæster til.

Selve dagen vil fra kl. 11 byde på en række aktiviteter på gården, hvor Fødevareminister Eva Kjer Hansen kl. 12 vil slippe køerne løs.

Markedsdag, sjov og hyggesnak
Hvordan skal køernes »negle« klippes og hvordan skal »frisuren« være? Hvad gør kalven hvis man spiller musik for den? Og hvor meget æder en ko egentlig om dagen?

Det er blandt andet de spørgsmål man kan få svar på, hvis man lægger vejen forbi Haugaard på øko-dagen.

Her vil klovbeskærer klippe køernes »negle« mens Vikarservice vil være dagens frisører.

Dyrlægen vil være klar til en snak om alt fra dyrevelfærd, klovbeskæring og klipning af køerne. 

Syddansk Kvæg vil give det – for mange byboere – sikkert overraskende svar på, hvor meget en ko egentlig æder i løbet af en dag.

For børnene er der børnelegeplads med rutschebane i kloakrør, halmhoppeborg med karameller. Og for de børn der har mod på at bygge en Arla-gård i sand eller tage et traktorkørekort er der også mulighed for det. Hestekræfterne kan også prøves af hos repræsentanter fra Nustrup Rideskole, der tilbyder rideture til børn.

I forbindelse med øko-dagen er der arrangeret en markedsdag med smagsprøver fra blandt andet Arla, Årstiderne, ligesom der kan købes honning der er indsamlet fra gårdens økologiske marker.

Desuden vil der være mulighed for en snak med Natur og Ungdom og se hvordan et DeLaval malkeanlæg virker.

Cow-walk og alternativt traktortræk
Haderslevs borgmester H. P. Geil er toastmaster, når der kl. 13 inviteres til  modeopvisning med cow-walk på bigballer. Her vil en række lokale virksomheder give deres sjove og anderledes bud på hvordan dagens landmand kan være klædt på.

Virksomhederne er Davidsen, Vojens, TBS, Toftlund, Fleur, Vojens, Dear Hunter, Haderslev, John Deere – Maskincenter Felsted, og Vedsted Rideudstyr.

Sjovt og anderledes bliver det også når LandboUngdom forsøger at finde ud af, om der er nogen der kan trække en traktor ti meter, eller i givet fald, hvor mange trækkere der skal til.