Malkerobot foretager nyt teknologispring
FACELIFT: Lely Scandinavia afslørede i går sin nyeste version af A3 Astronaut malkerobotten. Next kaldes den.
Efter Astronaut A3 kommer Astronaut A3 Next.
I går løftede direktør Jan Brøgger Rasmussen fra Lely Scandinavia A/S sløret for den nye malkerobot, der skal fortsætte den automatisering af malkearbejdet, robotproducenten for mere end ti år blev kendt for at kickstarte.
Ifølge Jan Brøgger Rasmussen vil den hollandske producent allerede fra august 2009 stoppe produktionen af de nuværende modeller af den kendte Astronaut A3 robotter for, på fabrikken i Rotterdam, helt hellige sig produktionen af de nye A3 Next malkerobotter.
Mere rustfrit
Udover et nyt design, hvor robotarmen og fodertruget nu fremstår i rustfrit stål, er det også blevet lettere at servicere robotten for driftsledere og teknikere.
- Det er nærmest som at lukke en stor motorhjelm op på en gang, siger Jan Brøgger Rasmussen.
Også armen med de bløde børster, der masserer og vasker patten før robotten sætter pattekopperne på, er blevet ændret.
- Den arbejder endnu mere præcist og er nu udført af en lettere materiale, nemlig kulfiber, forklarer han.
Vejer mælken
På en lang række områder er der nu adgang til langt flere og mere præcise data om malkningen.
- For eksempel måles mælketemperaturen nu helt tæt på yveret, og ikke efter at mælken har passeret en lang mælkeledning. Det giver en mere præcis og mere sikker måling.
- Hidtil har mælkemængden været et volumenmål. Nu er den store glasbeholder ophængt i vejeceller, hvorfor det er den helt præcise vægt, der registreres. Førhen kunne mælkens skum give en lille afvigelse, som vi nu er fri for, forklarer Jan Brøgger Rasmussen.
Farver afslører fejl
De nye muligheder for løbende kontrol af mælken er udvidet med et nyt system for farveidentifikation af mælkekvaliteten.
- Eksempelvis er den røde farve i blodmælk noget af det nemmeste at registrere, så det er kendt teknologi. Nu er skalaen imidlertid udvidet til hele det synlige farvespektrum, som hermed kan afsløre endnu flere data om mælken. Nu identificeres råmælk eller unormal mælk og uønsket mælk nemt, ligesom mastitis kan afsløres tidligere, lyder det.
- Faktisk er det sådan, at farvemålesystemet med alle dens farveskalaer kan observere mælken væsentlig bedre end det menneskelige øje og med større troværdighed, forklarer Jan Brøgger Rasmussen.
Mere management
Det avancerede Lely MQC-C mælkekvalitetskontrolcenter tæt på yveret måler ikke bare temperaturen, men sikrer for eksempel også en mere præcis aftagning. Desuden er der mulighed for at udstyre robotten med en online-undersøgelse af det somatiske celletal på kirtelniveau.
Hele komplekset af målinger og registreringer i MQC-C systemet indgår i Lelys T4C-managementprogram, som giver mulighed for et utal af informationer om besætningen.
Med managementprogrammet kan driftslederen følge informationerne om besætningen og om den enkelte ko via internettet.
- Fra den nye Astronaut A3 Next bliver alle data tilgængelige via internettet. Ønsker landmanden at dele informationerne andre, rådgivere, teknikere eller medlemmer af eksempelvis en erfa-gruppe, kan han give tilladelse til det, lyder forklaringen.
Fjernstyring
Ligeledes vil det for eksempelvis være muligt – via kontakt med robotten over internettet – at forudindstille, at mælken fra en bestemt ko skal frasepareres, når hun næste gang går ind for at blive malket.
- Fra det on-line skærmbillede, vi kalder cockpittet, kan landmanden forudindstille de ønskede informationer og sætte parametre for sin overvågning. Der bliver næsten uanede muligheder for informationer og for den, der vil gå i detaljer er der mange muligheder, fastslår Jan Brøgger Rasmussen.
Den nye Astronaut A3 Next vil fra efteråret erstatte de nuværende Astonaut robotter. En betydelig del af de nye software-muligheder i A3 Next robotten vil til gengæld være til rådighed for opdatering af de nuværende Astronaut malkerobotter.








































