Hingsteshow i Nord

RIDEHESTEAVL: Dansk Varmblods Region 7 afholder igen i år Hingsteshow Nord. Her er der mulighed for at se både nykårede hingste direkte fra hingstekåringen i Herning samt de ældre hingste, der har virket i avlen i mange år.

Det er 19. gang i år, at Dansk Varmblods Region 7 afholder Hingsteshow Nord på ridecentret Finstrupgård ved Dall i Aalborg. Det foregår fredag den 20. marts klokken 19.00. Hvert år tiltrækker showet næsten 800 publikummer.

Der er nemlig masser at se for alle hesteinteresserede, når mere end 50 hingste af både racen Dansk Varmblod og Dansk Sports Pony fra hele landet deltager.

- Hingsteshow Nord er et mødested for avlere, hoppe-ejere og andre hestefolk, fortæller Henning Jensen, Svenstrup, der er medlem af bestyrelsen i Region 7 og med til at arrangere showet.

Publikum kan blandt andet glæde sig til hingste fra Bøgegaarden, Bolderslev, Hans Jørgen Hoeck, Fyn, Støvring Hingstedepot, Thorup-Hjallerup Hingstecenter, Stutteri Horsfeldt, Bedsted Thy, Stutteri Volstrup, Stutteri Festigaard, Skals, og mange flere.

Hyldest til hingstene
Henning Jensen fortæller, at Hingsteshow Nord på flere måder adskiller sig fra Hingstekåringen i Herning.

- Her er der ikke kun mulighed for at se de nykårede, unge hingste men også de ældre hingste. Der er der ikke mulighed for ellers. Kun hvis man besøger de enkelte hingsteholdere privat, fortæller han og tilføjer:

- Hingsteshow Nord er nemlig også en hyldest til alle de hingste, der har gjort det godt i avl og sport, og som stadig gør det godt.

Nye og ældre hingste
Men derfor bliver publikum ikke snydt for de nykårede hingste fra Herning-kåringen. Nogle af de hingste, der har bestået ti-dages testen, vil nemlig også være at finde på ridecentret i Aalborg.

I år fremviser Henning Jensen blandt andet de nykårede springbetonede hingste Balou Agg efter Balou du Rouet og Lapagenos efter Lauries Crusador xx. Festigaard ved Skals fremviser den otteårige nykårede dressurhingst Don Kennedy efter Donnerhal.

Overraskelser i vente
Showet vil desuden være fyldt med overraskelser.

- Der er heste på banen hele tiden, og der er mange overraskelser undervejs. Speaker Casper Cassøe vil også komme med mange, hidtil ukendte oplysninger om hingstene, som vi har været ude og opsnuse, fortæller Henning Jensen.

Hvilke overraskelser, der er tale om, vil han ikke afsløre nu. Dog løfter han sløret for, at rytteren Louise Sigvartsen, der rider en af Henning Jensens egne hingste, optræder som Birthe Kjær.

Henning Jensen fremviser selv den femårige avlshingst Blejsbjergs Cooper DVH 874 efter Coronado, den tyveårige eliteavlshingst Churchill DVE 475 efter Cicero og Volstrups Casillas DVH 928 efter Colman.

Man kan ikke se, at elite avlshingsten Churchill efter Cicero er blevet 20 år, når hingsteholder Henning Jensen, Stutteri Volstrup, Svenstrup, lukker hingsten på fold.

Der er ingen tvivl om, at hesten er still going strong, og det er ikke fordi, at den ikke har leveret varen i sin lange, flotte karriere som avlshingst.

Ikke alene er hingsten far til to kårede sønner og flere medaljehopper. Den har også leveret rideheste på absolut topniveau til nogle af landets bedste ryttere.

Henning Jensen nævner her Tina Lund, der blev verdenskendt i Danmark, da hun var med i tv-programmet Vild med dans. Hun rider Chubon Ravneshave efter Churchill, og hendes rytter-kollega Linnea Ericsson rider hesten Jolly Royal også efter Churchill.

Såvel spring som dressur
Det er ikke kun på springbanen, at Churchill giver gode gener videre. På dressurbanen har berider Hans Jørgen Nørgård succes med hesten Charles Regall, der går dressur på internationalt niveau.

Det skal også nævnes, at Churchill selv er A-hest i dressur og B-hest i springning. Og så var der jo lige det, at Churchill faktisk var reserve dressurhest, sammen med Midt West Ibi-Light, for Lars Pedersen, da han deltog ved OL.

- De hårde navne indenfor dansk ridesport rider Churchill-heste, siger Henning Jensen, der har haft fornøjelsen af Chruchill de sidste syv år.

Springheste på højt niveau
På Stutteri Volstrup er man altså ikke helt uvant med gode sportslige resultater. Lige nu bliver holstenerhingsten Volstrup Casillas efter Colman, der ejes sammen med Jeanette og Svend Völz i Tyskland, redet af OL-rytteren Björn Nagel i Tyskland.

- Vi håber at komme til at se Casillas på de internationale springbaner, fortæller hingsteholderen.

Han er dog allerede meget tilfreds med de avlsresultater Casillas har vist. På sidste års eliteskue i Dansk Varmblod blev et hingsteføl efter Casillas nummer to i finalen for de springbetonede føl. Vinder-føllet var efter Colman, der er far til Volstrups Casillas.

Hingsten Blejsbjergs Cooper, der også står til rådighed på Stutteri Volstrup, fik i sin tid Elvin Rasmussens vandrepokal for bedste danskopdrættede springhest ved hingstekåringen i Herning og er B-hest i springning.

Avl i mere end 20 år
Henning Jensen og hustruen Pia Holländer har avlet heste og haft hingste i mere end 20 år. Stutteri Volstrup er den eneste hingstestation i Danmark, der drives af to, der begge har fuldtidsjob ved siden af.

Her tappes sæden fra klokken fire om eftermiddagen og sendes fra posthuset inden klokken syv om aftenen, så kunderne har sæden dagen efter.

Hesteavl er også en hobby for parret, der selv avler ride- og avlsheste, som de flittigt udstiller ved kåringer og på skuer.

- Der står hest på det hele, siger Henning Jensen, der også fortæller, at døren på Stutteri Volstrup altid er åben:

- Vi kan godt lide at være sammen med hestefolk, og her er der altid plads til en god snak.

Læs også