Ny formand til LandboNord
KONSTITUERING: Niels Vestergaard Salling blev ny formand for LandboNord. Han afløser Henrik Gregersen, der ikke genopstillede. Nye næstformænd blev Jens Myhren og Knud Thing.
Der står ny et nyt trekløver i spidsen for LandboNord. Bestyrelsen konstituerede sig med Niels Vestergaard Salling, Jerslev, som formand, Jens Myhren, Vodskov, som første næstformand og Knud Thing, Brønderslev, som anden næstformand. De tre svineproducenter udgør tilsammen det nye forretningsudvalg. Der var kampvalg om næstformandsposterne.
Formand Henrik Gregersen, Frøstrup, stillede ikke op til valget på kredsgeneralforsamlingen i Fjerritslev. Han havde valgt at stoppe efter fem år på formandsposten i LandboNord og formandsposten i Fjerritslev-kredsen.
Flere nyvalgte
Heller ikke Brønderslev-kredsens formand Thomas Sejlund stillede op på kredsgeneralforsamlingen og er dermed også ude af LandboNords hovedbestyrelse. På selve generalforsamlingen blev det meddelt, at heller ikke den fritvalgte Lars H. Pedersen, Ø. Brønderslev, genopstillede. Både Thomas Sejlund og Lars H. Pedersen forlod formandskabet i LandboNord i forsommeren 2008.
Valgt på generalforsamlingen blev Ole Larsen, Fjerritslev, og Henrik Nielsen, Hjallerup, mens Frank Andersen har overtaget formandsposten i Fjerritslev og Per Pedersen i Brønderslev. De indgår i den nye hovedbestyrelse sammen med de øvrige kredses formænd og udvalgsformændene.
Det nye formandsskab
- Vi vil sammen med den ny direktør profilere LandboNord mere forretningsmæssigt som foreningen for både små og store, siger Niels Vestergaard Salling.
Han lægger vægt på, at økonomiudvalgsformanden Knud Thing er kommet med i forretningsudvalget sammen med en af de helt store producenter Jens Myhren. Det giver et godt team, mener han.
Niels Vestergaard Salling, der igennem en årrække har været formand for svineudvalget i LandboNord, driver et landbrug ved Jerslev i tæt samarbejde med sine forældre og sin bror.
Niels Vestergaard Salling han 720 søer. Halvdelen sælges som 30 kilo. Den anden halvdel sælges til broderen som syv-kilos. Broderen driver jorden. Intern transport, vask og klimastald er udliciteret. Han har fire medarbejdere, hvoraf to er på fuld tid.









































