Slut for Morsø Landboforening
OPHØR: Bestyrelsen i Morsø Landboforening føler sig tvunget til at opløse foreningen efter krakket af rådgivningsselskabet NordVest Agro.
Bestyrelsen i Morsø Landboforening har indkaldt medlemmerne til en ekstraordinær generalforsamling for at få opløst foreningen.
Det sker på baggrund af, at egenkapitalen er brugt op i forbindelse med afviklingen af rådgivningsselskabet NordVest Agro, der blev stiftet af Morsø Landboforening, Familielandbruget i Gl. Viborg Amt og Mors-Thy Familielandbrug, men krakkede i 2008 efter et million-underskud.
- Lukning var den eneste mulighed, og det er den bedste løsning, sådan som tingene har formet sig. NordVest Agro blev en større klods om benet, end vi havde regnet med, siger foreningens formand Bertel Møller, Vils på Mors.
Han blev valgt til bestyrelsen ved generalforsamlingen sidste år, hvor samtlige medlemmer i den daværende bestyrelse valgte at gå af.
Jokeren
Han fortæller også, at Morsø Landboforenings egenkapital var bundet i foreningens bygning i Nykøbing. Den blev sat til salg i starten af 2008, men boligprisernes dyk ramte også her, og det satte dødsstødet ind på foreningen.
- Skyerne havde selvfølgelig trukket op længe, men huset var jokeren, og da vi endelig fik solgt til et firma i Thisted før jul, blev beslutningen om at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling endeligt taget, fortæller han.
Med til forslaget hører også, at Morsø Landboforening fusionerer med Landbo Thy og Salling Landboforening.
Morsø Landboforenings generalforsamling har efter redaktionens slutning taget stilling til bestyrelsen forslag.
En del af bestyrelsens forslag om at lukke Morsø Landboforeningen indebærer en fusion med LandboThy og Salling Landboforening. Morsø Landboforening har allerede fusioneret deres rådgivning med Salling Landboforening i rådgivningsselskabet Landbo Limfjord.
- Vi opfordrer vores medlemmer til at tage medlemskab i en af de to foreninger, siger formanden, der selv får rådgivning i både Salling og Thy.
Selv vælger han at melde sig ind i landboforeningen i Thy.
LandboThy og Salling Landboforening forpligter sig med fusionen også til at betale et engangsbeløb til de to tilbageværende ejerforeninger, Familielandbruget i Gl. Viborg Amt og Mors-Thy Familielandbrug, bag det hedengangne NordVest Agro. De to overtager dermed ansvaret for den endelige opgørelse og lukning af det krakkede selskab.
- På den måde er Morsø Landboforening helt ude af NordVest Agro, og der er garanti for, at der ikke kommer nogen ekstraregninger til vores medlemmer, forklarer Bertel Møller.
Morsø Landboforening ejede halvtreds procent af NordVestAgro og de to familielandbrug hver femogtyve.
Mors politisk sikret
Med fusionen følger også bestyrelsesposter til fire af de seks tidligere bestyrelsesmedlemmer i Morsø Landboforening. Det drejer sig om to poster i Salling Landboforening og to i LandboThy.
De fire medlemmer skal sammen med formand i LandboThy, Niels Jørgen Pedersen, og formand i Salling Landboforening, Claus Clausen, danne et kommunenetværk, der skal varetage landbrugets politiske interesser i forhold til Morsø Kommune.
- Vi slipper ikke Mors helt, lover Bertel Møller.
Trist udvikling
Da Bertel Møller tiltrådte som formand sidste år, var det med den intention at danne ét, samlet rådgivningsselskab og politisk forening på Mors, Salling og i Thy.
- Jeg har stadig den holdning, at både rådgivning og forening burde være samlet i området. Lige nu er det politisk set ikke muligt, da hverken Salling eller Thy har vist interesse for det, siger formanden.
Overordnet set synes han, at det er en meget trist situation.
- Det er en trist udvikling, at et langt virke må slutte på grund af økonomiske problemer. Det er ikke rart at være med til, siger Bertel Møller.
Men han tilføjer også, at det er tid til at se fremad.
- Vi skal videre, og vi mener i bestyrelsen, at den løsning, vi fremlægger for medlemmerne, er den bedst opnåelige, siger han.









































