I 2008 holdt John Deere førstepladsen i traktorstatistikken og bliver dermed Danmarks populæreste traktor. Kun ni traktorer mere populær end rivalen New Holland, der i 2007 overhalede i sidste øjeblik.

Hos Nellemann Agro, Vallensbæk Strand, der importerer John Deere traktorer til Danmark, er direktør Otto Freiesleben glad over den tillid, kunderne i år har vist mærket.

- Overfor leverandøren kæmper vi som importør hele tiden for at få størst mulig markedsandel, og det er glædeligt, at vi i 2008 nåede til tops. Jeg kan ønske vore mange kunder tillykke med, at de valgte en John Deere traktor, siger han.

Restordrer
I årets sidste måned blev der nyregistreret hele 331 traktorer over 40 hestekræfter. Det bringer det samlede antal nyregistreringer op på 2951 traktorer i Danmark i 2008.

Dermed endte året langt bedre, end man kunne frygte. Siden august måned har der været bratte fald med november måned som den absolutte bundskraber i flere år med blot 128 nyregistreringer.

Om årsagen til de mange traktorleveringer i december måned anfører Otto Freiesleben, at tallet utvivlsomt indeholder mange restordrer, der først i årets sidste uger kunne effektueres.

- Nu er december måned altid en måned med et stort salg. Vi vil jo gerne hjælpe landmændene med at skaffe muligheder for at kunne afskrive. Og så er der trods alt nogle landmænd, der får et godt regnskab i 2008, fordi de har solgt kornet på et gunstigt tidspunkt, siger direktøren.

Vintereftersyn
At spå om fremtiden er også for Otto Freiesleben en helt særlig og vanskelig disciplin.

- I min tid har jeg oplevet flere konjunkturnedgange. Men den nuværende ser ud til at blive meget brat. Derfor vil der være landmænd, der nu vælger at køre flere år med deres traktorer og maskiner, og i den forbindelse vil jeg da godt nævne, at det netop nu kan være særlig klogt at sende sine traktorer og maskiner til vintereftersyn.

- Vi har tidligere erfaret, at en opbremsning i nyinvesteringerne trods alt giver os mere arbejde på værkstederne. Vintereftersyn hjælper os i branchen til at holde på vore dygtige folk, så de er der, når der i sæsonen bliver brug for dem, siger han.