Natur og miljø er i fokus i et nyt udspil fra Dansk Landbrug her kort tid før regeringen fremlægger dele af sin egen plan, Grøn Vækst, der skal sætte rammerne for landbrugets og miljøets udvikling.

- Dansk Landbrug har gode bud på, hvad erhvervet kan gøre for at bakke op om regeringens grønne vækstvisioner, lyder det formanden for Dansk Landbrug, Peter Gæmelke.

For det første sætter Dansk Landbrug fokus på selve landbrugsjorden, da et af de mest effektive virkemidler i forhold til vandmiljøet er at tage landbrugsjord ud af drift.

- Vi er klar til at ændre dyrkningen af den miljøfølsomme jord til en mere ekstensiv form eller om nødvendigt tage 50.000 hektar af den sårbare jord ud af drift. Det vil betyde mindre kvælstof, mindre fosfor, mindre påvirkning fra pesticider samt reducere udledningen af drivhusgasser. Det vil medføre mere natur og mere biodiversitet, siger Peter Gæmelke.

En indskrænkning af landbrugsarealet må dog ikke belaste landmændenes økonomi, understreger formanden.

Biogas
Den anden del af Dansk Landbrugs fokus er at skaffe energi fra husdyrgødning ved forbrænding og biogas.

- Vi ønsker, at størstedelen af vores husdyrgødning bliver udnyttet til energi, og at 100 procent af gyllen kommer igennem et biogasanlæg i fremtiden. Det vil betyde et bedre vandmiljø på grund af en reduceret udvaskning af næringsstoffer. Tal fra Dansk Landbrugsrådgivning viser, at man ved at forbrænde fiberfraktionen fra halvdelen af den danske gylle kan reducere kvælstofudvaskningen med mellem 5.000 og 7.000 ton om året, siger Peter Gæmelke.

Synergieffekt
Endelig ønsker Dansk Landbrug også et større fokus på anden vedvarende energi og lægger gerne jord til, når det gælder produktion af biomasse som pil, halm, slæt og skovrejsning.

- Overordnet mener vi, at de konkrete mål på natur-, miljø- og klimaområdet skal nås med målrettede virkemidler, fleksibilitet i produktionen på den enkelte bedrift og optimering af synergieffekterne. Derfor sætter vi fra landbrugets side fokus på disse tre punkter, som hver især bidrager til en mindre belastning, men som samlet bidrager med meget mere, da synergieffekten slår igennem, siger Peter Gæmelke.