Skatteministeriets egne fuldmægtige misforstår en lovtekst, som de selv har lavet.

Dét mener Dansk Landbrugsrådgivning efter en brevudveksling med Skatteministeriet, hvor Landscentrets skatteeksperter har bedt ministeriet forholde sig til konsekvenserne af en ny skattelov, som efter Landscentrets mening forskelsbehandler landmænd, der vil genanbringe fortjeneste i ejendomme. I givet fald er det i konflikt med grundlæggende EU-ret.

Problemet er ifølge Landscentret, at dem, der genplacerer en ejendomsavance i udenlandske ejendomme i andre EU-lande, mødes af ekstra skattekrav i forhold til dem, der genplacerer i danske ejendomme. For det første fordi de skal kunne vise et driftsbudget for det købte. For det andet fordi Skat kan kræve regnskaber for den købte ejendom tilbage i tiden.

Landscenteret finder denne forskelsbehandling i strid med EU-retten og har bedt om ministeriets bemærkninger hertil. Skatteministeriet har netop svaret, men ifølge Jens Jul Jacobsen, specialkonsulent i Landscentrets skatteafdeling, er der disharmoni mellem svaret og lovteksten i skatteloven.

- I brevet fra Skatteministeriet står der, at det kun er i tvivlstilfælde, at der skal foreligge et driftsbudget ved genanbringelse i udenlandske ejendomme. Problemet er, at landmændene ikke kan bruge dette svar fra Skatteministeriet til noget. Det er alene loven, der gælder for dem, og dér står, at man skal kunne vise et driftsregnskab for det købte, siger Jens Jul Jacobsen.

Hjælp eller ej?
I brevet til Landscentrets skatteafdeling ser Skatteministeriet det endvidere som en mulighed, og ikke et krav, at man skal indsende regnskaber for den udenlandske ejendom tilbage i tiden.

- Hvis det er sådan, det vil blive administreret - altså ud fra, at indsendelse af regnskaber skal være til hjælp - så vil det ikke være indgribende. For så vil det jo betyde, at det kun kan hjælpe, hvis man har disse regnskaber. Denne synsvinkel er således meget glædelig, siger Jens Jul Jacobsen, og tilføjer:

- Men problemet er, at det er der ikke umiddelbart lagt op til i bemærkningerne til loven, hvor det hedder: Hvis der er usikkerhed om driftsbudgettet, er skattemyndighederne berettiget til at begære de tidligere års resultater for den pågældende ejendom fremlagt.

- Sprogligt lægger det jo ikke op til, at der er tale om en hjælp. Blandt andet fordi formuleringen sprogligt er, at det er Skat, der er berettiget - ikke at skatteyder kan »hjælpe« sin sag ved det, siger Jens Jul Jacobsen.

Ikke holdbart
Landscentrets skatteafdeling overvejer nu, om den vil anmode Skatteministeriet om at gøre sin holdning officiel, så den kan bruges af en landmand i en eventuel tvist.

- Som det er nu, er situationen ikke holdbar, siger Jens Jul Jacobsen.