- Vi er meget spændte på resultatet og er optimister, men vi er også realister, så vi går ikke med hænderne over hovedet.

Sådan er meldingen fra gårdejer Bjarne Jacewicz, der er en af de lodsejere, der har lagt sag an mod Naturklagenævnet i kampen for at få åvandet væk fra engene langs Gammelå ved Tønder.

Store områder langs åen er i store dele af året oversvømmet, og det er årsagen til sagsanlægget. Landmændene vil have åen grødeskåret to gange året som et vedligehold, mens Naturklagenævnet i landsretten i Viborg sagde nej.

Om lodsejerne får medhold, vil kun tiden kunne vise. De tre dommere ønsker go' tid til at overveje situationen - der afsiges først dom i starten af februar:

- Det er rart at have fået retsmødet overstået, og jeg føler, det gik godt, siger Bjarne Jacewicz til Landbrug Syd.

Uanset afgørelsen er sidste ord næppe sagt i den sag. Går afgørelsen lodsejerne imod, er Bjarne Jacewicz klar til at køre sagen i Højesteret, og skulle Naturklagenævnet tabe sagen, er nævnet formentlig klar til det samme.