I morgen får landets frøavlere de første 75 procent af årets frøafregning udbetalt aconto. Det bliver til den hidtil højeste gennemsnitlige afregningspris, som DLF-Trifolium i nyere tid har udbetalt ved december-terminen.

Set i forhold til slutafregningen for 2007-høsten ligger afregningen på samme høje niveau, og normalvis ligger afregningen af de sidste 25 procent til juni højere. Derfor tyder alt på et økonomisk rekordår i dansk frøavl.

Men hvor man også i de næste par år havde forudset stigende frøpriser, har den igangværende finanskrise som så mange andre steder vendt op og ned på forventningerne. Således er bygge- og anlægsaktiviteterne mange steder blevet neddroslet, og det har bevirket et langt mindre efterårssalg af græsfrø og græsblandinger til ikke mindst grønne udenomsarealer på markederne verden over.

Mindre import
Samtidig har den lave dollarkurs bevirket, at importen af frø fra USA er steget markant det seneste års tid i Europa. Den er således vokset fra 20.000 ton til 44.000 ton i år.

- Derfor er frølagrene vokset, også selv om frøproduktionen i Europa har været lavere i 2008 end de foregående år. Til gengæld er dollaren nu stigende, og derfor venter vi igen en faldende import af amerikansk frø i størrelsesorden 30.000 ton næste år. Men forbruget af frø vil blive mindre med påvirkningen af finanskrisen, og derfor er det meget svært at vurdere prisniveauet fremadrettet, siger salgs- og marketingsdirektøren hos DLF-Trifolium, Søren Halbye.

- Vi vil naturligvis hele tiden have fokus på de bedst mulige afregningspriser, men vi vil ikke – som DLG gjorde det i fredags på kornområdet – spå om prisudviklingen under de nuværende forhold.

Faldende produktion
I går kom Søren Halbye ind på fremtidsudsigterne for frøbranchen ved et af de ialt 17 avlermøder som DLF-Trifolium i denne og næste uge afvikler landet over. På mødet, som fandt sted på Hotel Nyborg Strand med deltagelse af et rekordstort antal avlere på ikke mindre end 170, pointerende han, at frøproduktionen skal falde i 2010, og derfor presses der ikke på for at lægge mere frø ud.

- Men, tilføjede Søren Halbye, der bliver brug for det frø, vi beder om.

Han oplyser, at udlægsarealet vil falde i forhold til sidste år i stort set alle arter. Det gælder de store afgrøder som alm. rajgræs og rødsvingel samt ikke mindst strandsvingel, hvidkløver og hundegræs.

I Argentina
Over for de mange fremmødte avlere – og dermed også medejere af moderselskabet DLF A.m.b.A. – berettede salgs- og marketingschefen om de aktuelle, anderledes salgsmuligheder, hvor man eksempelvis i Rusland ekstraordinært må sikre sig på de finansielle felt, inden handler indgås.

Samtidig går verdens største frøselskab til stadighed efter nye markeder, og her er det subtropiske bælte blevet attraktivt.

- Med erfaringerne med vore sorter fra Sydeuropa har vi fået kig på det tilsvarende område på den anden halvkugle, nemlig Sydamerika og Sydafrika, fortalte Søren Halbye og nævnte, at der til marts næste år bliver oprettet et salgskontor i Argentina.

10 procent raps
Også herhjemme er der fortsatte vækstmuligheder. Et væsentligt område er raps, hvor DLF-Trifolium har en række højtydende sorter på programmet, og hvor man har 12 procent andel i Scanola-oliemøllen.

- Vi går efter en markedsandel på 10 procent næste år, påpegede direktøren og tilføjede, at DLF-Trifolium samtidig kan tilbyde branchens mindste behandlingsomkostninger for raps.

Nye vækstområder for frøkoncernen er græsblandinger, pelleteret frø, coatet med kvælstof og fosfor, vildtblandinger og såmænd også korn, hvor man pt. har den bedste hvedesort på det danske marked på programmet.