ÅBENT HUS: Mange kiggede ind, da udvidelse og flytning blev markeret i »Foreningen Familielandbruget Sydvest«.
Formanden for »Foreningen Familielandbruget Sydvest« - det tidligere Ribe Amts Familielandbrug - Henrik Bertelsen, fik til opgave at finde noget kunst til at præge domicilen på Nordre Boulevard 95 i Varde.
Han endte hos en stenhugger, og foran det udvidede og renoverede kontor står nu to natursten i form af en lille og buttet sten og en tynd, høj sten.
Uden avisen på nogen måde vil lave en vurdering af forholdene kunne Henrik Bertelsen og andre ikke lade være i forbindelse med åbent hus arrangementet at fornøje sig med at navngive stenene henholdsvis Alex og Laila med tydelig undertone i form af efternavnene Duus og Kubel Madsen.
Tre årsager
Åbent hus arrangementet markerede flere ting:
Foreningen har lukket kontoret i Bramming, og de tre medarbejdere, der sad der, har nu skiftet arbejdsplads til kontoret i Varde.
Alex Duus er udnævnt til kontorleder på kontoret i Varde.
Bygningen er renoveret og udvidet for at få plads til de 20 medarbejdere, der nu er beskæftiget på adressen.
Ikke kontorlandskab
- Huset har fået nyt tag og er nu både renoveret og udvidet med 60 kvadratmeter, ligesom indretningen er ændret, fortæller formanden, Henrik Bertelsen, da han viser rundt i de nye faciliteter, hvor der fortsat er tale om et kontor til hver enkelt medarbejder og ikke et stort kontorlandskab.
Arbejdet har været i gang siden juli, og det har ind imellem mindet mere om en byggeplads end et rådgivningsfirma, men det skal som bekendt være skidt, før det kan blive godt. Og Henrik Bertelsen er godt tilfreds med de forhold, der nu tilbydes medarbejderne.
- Efter landboforeningens beslutning om at forlade kontoret i Bramming tog vi en snak med vores medarbejdere, og der blev udtrykt ønske om at lade kontoret være i Varde, forklarede Henrik Bertelsen, der glædede sig over et stort besøg ved åbent hus arrangementet.